Sejlunionen giver afslag i 10 år til J-klubben (for tidlig aprilsnar)
Den lille Juniorbåd må ikke sejles af kun to mand til klassemesterskabet, selvom J-Klubben har spurgt om det i 10-12 år hos Sejlunionen, fortæller J-formand Verner Westergaard. ARTIKEL OPDATERET 2. APRIL - ARTIKLEN VAR FOR TIDLIG APRILSNAR.
Flere både ville stille op til klassemesterskabet i Juniorbåden, hvis den bare måtte sejles af to mand, men det siger Dansk Sejlunion nej til og det har de sådan set gjort i masser af år.
"Man kan sagtens sejle båden med to mand, men flere både har i mange år meldt afbud til klassemesterskaberne fordi de ikke kunne finde en tredje mand, ikke mindst fra Tyskland har der været afbud," siger Verner Westergaard til minbaad.dk.
Ingen begrundelse for afslag
Dansk sejlunionen giver sig ikke i sagen og de gider endda ikke at ulejlige sig med en begrundelse overfor J-klubben.
"Over 3 - 4 gange, i 10-12 år har J-klubben spurgt Dansk Sejlunion om man ikke må sejle med en tomandsbesætning. Men det vil DS ikke give os lov til og vi har endda ikke en gang fået en begrundelse," siger Verner Westergaard, der sejler Juniorbåden i Kerteminde med sine sønner.
KDY overdrog klassens rettighederne til netop Dansk Sejlunion. Det skete i 70'erne.