Videre med sejleruddannelsen
Vil du videre med din sejleruddannelse, er et efterskole eller højskoleophold en mulighed for at prøve dig selv af. Hvad enten du vil blive bedre til sejlsport eller har drømmen om at sejle AC.
Er du under 18 år er et efterskole-ophold oplagt, både med henblik på sejlads, men også for at få en idé om, hvad fremtiden i øvrigt kan byde på. Det skriver BådNyt i det seneste nummer.
Der er mange efterskoler i Danmark, der har maritimt indhold. Men du skal kigge dig godt omkring, for at finde ud af om indholdet svarer til dine forventninger.
Oven i den praktiske sejlads har næsten alle de maritime efterskoler en bred vifte af teori som f.eks. sikkerhed til søs og navigation. mm. med i undervisningen.
Det koster mellem ca. 1700 - 2000 kr pr. uge at være på efterskole. Beløbet er inklusive kost og logi.
Idrætshøjskolen
Af de mange idrætshøjskoler der findes, er der fire der har sejlsport på menuen. To af højskolerne henvender sig til bredden, og to, Sailing Academy Aarhus og Oure, har et dedikeret eliteprogram, uden at udelukke bredden.
Sailing Academy Aarhus og Oure har også en træner/coach uddannelse som kan tages sideløbende med, at man optimerer sine sejlerfærdigheder. Lærerne er ofte sejlere, der har skabt sig et navn indenfor sejlsport som f.eks. Rasmus Køstner og OL-guldvinderen Martin Kirketerp.
Opholdet på en højskole er typisk på et lille år, og det koster fra ca. 1400 kr om ugen inklusive kost, logi og undervisning.
Links:
Efterskoler: www.efterskole.dk
Højskoler: www.hojskolerne.dk
Du kan læse artiklen i sin fulde længde i seneste nummer af BådNyt.