Laser-sejler Schierup får Kamstrup som sponsor
Vand- og energimåler-producenten Kamstrup i Skanderborg indgår nu en personlig sponsoraftale med Laser-sejleren, der om få dage sejler om OL-plads i år.
Endnu en virksomhed støtter dansk sejlsport. Denne gang er det Kamstrup i Skanderborg, der støtter stortalentet Thorbjørn Schierup. Og det er måske ret fornuftigt.
For Thorbjørn Schierup sejlede en dansk OL- nationsplads hjem i Australien i december og nu kæmper han for udtagelse til den sidste plads på OL-sejlerholdet ved VM i Boltenhagen i Tyskland.
Det unge OL-håb, Thorbjørn Schierup har siden sit junior-verdensmesterskab i 2010 haft fuld fart på laserjollen og får også en ekstra økonomisk håndsrækning.
Opskriften på den fortsatte fremgang er ifølge den 21-årige sejler én tiendedel talent og 9/10-dele hårdt arbejde.
"Jeg har de seneste år satset 100 % på sejladsen, og nu er en OL-plads reelt inden for rækkevidde", siger Thorbjørn Schierup.
Som den eneste disciplin er der endnu ikke sat navn på OL-deltageren i laserjolle. Det afgøres først efter VM i Laser Standard i kommende uge.
"OL er det største inden for sejlsport, og siden jeg startede i laser har en OL-medalje været mit ultimative mål", siger Thorbjørn Schierup
Han opnåede bedste danske placering i laser standard ved sidste uges sejlads i Hyeres i Frankrig.
"Jeg har haft OL 2016 i sigte, og det har jeg fortsat, men en udtagelse til OL i år vil være fantastisk".
Nu med sponsor i ryggen
At potentialet er til stede, er også noteret uden for sportens verden. Vand- og energimåler-producenten Kamstrup i Skanderborg har netop indgået en personlig sponsoraftale med sejleren.
" Jeg er rigtig glad for støtten fra Kamstrup, siger Thorbjørn Schierup. Både det, at de tror på mig, og at de økonomisk hjælper med udgifter, som indtil nu har været dækket af egen lomme".
Sponsoratet af Thorbjørn Schierup passer godt med Kamstrups visioner og forretningsmåde, mener direktør Per Asmussen.
"Vi har begge vandet som levevej og et mål om at blive den bedste inden for vores metier. Derudover er den indstilling, som Thorbjørn har til sin sport og sine mål: - at fokusere, - handle i nuet, - arbejde hårdt og aldrig give op - helt i tråd med vores måde at arbejde og tænke på i det daglige. Vi har stor respekt for unge talenter, som i den grad sætter sig et mål og går efter det og vi er stolte af at kunne støtte Thorbjørn frem mod sit mål og en OL-medalje."
Det er Dansk Sejlunion, der administrerer de nationspladser, som Danmark kvalificerer sig til og ligeledes står for udtagelsen af de enkelte OL-kandidater.
Om Thorbjørn Schierup
Landsholdssejler i bådtypen Laser. 21 år og bosiddende i Århus. Tilknyttet Kaløvig Bådlaug. Har sejlet laser i ca. 5 år. Tilknyttet Team Danmark og Dansk Sejlunion. U21-verdensmester i laserjolle i 2010.
Om Kamstrup
Kamstrup A/S udvikler og producerer innovative løsninger til måling af energi- og vandforbrug. Kamstrup er verdens førende producent af avanceret og innovativt måleudstyr til fjernvarmebranchen og en af de førende europæiske leverandører af intelligente elmålere og andet udstyr til elsektoren.
Kamstrup beskæftiger 750 medarbejdere i 20 lande med hovedkontor i Stilling ved Skanderborg. Kamstrup har en sund økonomi samt høj vækst og satser stærkt på udvikling af teknologi og medarbejdere.