Gå til hoved-indhold
Angus Larsen, Jørgen Ring og Lars-Peter Rosendahl fra KDY vinder anden sejlads.Kapsejlads
Angus Larsen, Jørgen Ring og Lars-Peter Rosendahl fra KDY vinder anden sejlads.

God dansk start på VM i Yngling

Startskuddet til VM i Yngling i Sydney gik i dag kl. 12.30. Jørgen Ring og mandskab vinder sejlads efter råd fra træner Finn Beton. Winston, Løppenthin og Nittegaard på samlet 6. plads.

Af Troels Lykke |

Første sejlads startede lidt nervøst for de danske sejlere, hvor DEN 199 med Lucas Lier, Konrad Florian og Hans Christian Rosendahl blev bedste danske båd med en 8 plads.

Det skriver Mikkel Winston, som selv sejler med i VM og selv er på en foreløbig 6. plads.

Efter en lille coach tale fra Finn "Beton" til hver enkelt dansk båd mellem første og anden sejlads, blev resultatet straks anderledes i anden sejlads.

Ældste og yngste deltager vandt sejlads

To danske både fik en fantastisk start ført an af feltets ældste deltager Jørgen Ring og feltet yngste deltager Angus Larsen, som sejler sammen på DEN 111, sammen med Lars-Peter Rosendahl.

DEN 111 vandt således sejladsen. Den yngste danske deltager, Angus Larsen, som sejler med Jørgen Ring, fik en uforglemmelig oplevelse i dag. Først i anden sejlads.

"Det er virkelig stort" siger Angus og bliver suppleret af den anden unge gast Lars Peter Rosendahl som siger "vi gjorde det – vi vandt en sejlads på førstedagen i VM – og der er mange dage endnu".

DEN 199 fulgte lige efter, som dermed blev nummer 2.

"Det dejligt at være far til både nummer 1 og 2 i en sejlads", siger Stig Rosendahl – far til tvillingerne Lars-Peter og Hans Christian Rosendahl.

En tredje dansk båd viste sig også med i toppen af anden sejlads, DEN 203 med Mikkel Winston, Frederik Løppenthin og Tobias Nittegaard som sluttede nummer 5, efter en noget sløv start.

Finn Beton krævede mere kamp i starten

Til dagens tredje sejlads, ville Finn "Beton" gerne se de danske både kæmpe lidt mere om pladsen på læ ende af startlinien.

DEN 199 med Lucas Lier og besætning, forstod budskabet og kom fint af sted 8 længder fra læ. DEN 203 forsøgte ligeledes læ ende, men med knap så meget succes, hvilket resulterede i en skidt start i tredje række af alle de hurtigste både.

Heldigvis har de både under practice race og de to foregående sejladser lykkedes med at sejle sig op gennem feltet. Det lykkedes også i tredje sejlads og DEN 203 sluttede som bedste danske båd på en 3 plads, efterfulgt af DEN 199 på en 12 plads, som blev næst bedste dansker.

Start og fart

Den rutinerede træner Finn Beton er glad for at være med og er positiv omkring muligheder for de danske sejlere "dagen i dag viser at vi kan – nu gælder det om at huske de to punkter jeg nævnte i starten; start og fart".

"Hvis vi kan kombinere Jørgens og Lucas’ starter med Winstons sejlads op gennem feltet – så kunne vi have en komplet VM kandidat" siger Finn "Beton".

Resultatet efter førstedagen og 3 sejladser er DEN 203 Mikkel Winston, Frederik Løppenthin og Tobias Nittegaard som bedste dansker på en 6 plads, skarpt forfulgt af DEN 199 Lucas Lier, Konrad Florian og Hans Christian Rosendahl på en 7 plads og DEN 111 Jørgen Ring, Angus Larsen og Lars-Peter Rosendahl på en 11 plads.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader