Nyt klubhus til Horsens Sejlklub
Horsens Sejlklubs gamle klubhus fra 1915 kan ikke længere klare alderen, og skal derfor rives ned. I stedet skal der bygges et helt nyt klubhus til 11 mill. kr.
Horsens Sejlklub har droppet planerne om en omfattende renovering af det gamle klubhus. Det skyldes, at det gamle klubhus er i en så dårlig forfatning, at der ikke reelt er mulighed for at renovere det. De træpæle, som det gamle klubhus er funderet på, kan ikke klare mere.
Svend Smedegaard, der er næstformand i Horsens Sejlklub, siger til Horsens Folkeblad.
- I stedet for en kopi af det gamle hus vil vi hellere lave en en ny bygning, som arkitektonisk tager udgangspunkt i det gamle hus. Det synes vi er mere ærligt end en kopi, siger han.
Horsens Sejlklubs gamle klubhus er bygget i 1915, og tegnet af arkitekt Viggo Norn. Det nye klubhus er tegnet med respekt for det gamle klubhus, og bliver også ottekantet. Runddellen midt i bygningen er bevaret i det nye klubhus.
Klubben har ikke råd til projektet selv, og går nu ud i det offentlige rum og beder om kontant støtte til bygning af nyt klubhus. Der er ikke sat dato på for start af byggeriet, men klubben satser på en beslutning i 2012. Der ligger allerede tilsagn om tilskud på op til 4,5 mill. kr.
Kilder: Horsens Sejlklub og Horsens Folkeblad.