50 OK-joller til Herslev Strands klubmesterskab
Lørdag sejles der klubmesterskab ved Herslev Strand i Roskilde Fjord. 50 OK-joller er tilmeldt. Regattaen er også året sidste ranglistestævne. Herslev Strands fleet er vokset fra 3 til 20 joller.
Herslev Strands Klubmesterskab har trukket 50 OK-joller til fjorden. Stævnet er klassens afdansningsbal, og årets ranglistevinder skal også kåres.
- Ud over klubmesterskabet, skal årets ranglistevinder kåres, mon ikke Jørgen Svendsen har en god chance, lyder det fra klasseformanden Chistian Hedlund.
Christian Hedlund, fortæller endvidere til minbaad.dk, at Herslev Strand er gået fra tre OK-jollesejlere til 20 på lidt over et år.
- Der er rigtig mange nye sejlere, og bare her i efteråret er der solgt omkring 10 nye og brugte joller. Der er også gang i produktionen af nye både, og Jesper Strandberg, der bygger dem, er i gang med mindst seks nye. En er allerede solgt til Australien.
- Klassen er over den kritiske masse, så selv om der forsvinder nogle, kommer der hele tiden flere til, siger Christain Hedlund.
Fransk menu og rødvin
Der er planlagt fire sejladser, og lørdag aften er der gallamiddag med fransk menu og god rødvin til.
- En af de lokale sejlere er vinimportør, slutter Christian Hedlund, så vi er i gode hænder.
Ifølge Sejladsudsigten får sejlerne 4-6 m/s og lidt regn. Ikke dårligt for en dag i oktober.