Gå til hoved-indhold
Peter Gilmour står midt i billedet. Her er han i Malayisia, hvor han fører Monsoon Cup. Han har i mange år sejlet med i Danish Open i KDY, mens Morten Lorenzen var stævneleder. Foto: VMRTKapsejlads
Peter Gilmour står midt i billedet. Her er han i Malaysia, hvor han fører Monsoon Cup. Han har i mange år sejlet Danish Open i KDY, mens Morten Lorenzen var stævneleder. Foto: VMRT

Præsident Gilmour abdicerer - havde han for mange kasketter på? Se nu film

Peter Gilmour deltager i sin sidste matchrace event på World Match Race Tour'eren, fortalte han højst overraskende i går i Malaysia. Morten Lorenzen tegner et portræt af australieren.

Af Morten Lorenzen |

Det kan næsten betegnes som Præsidenten der abdicerer, for Gilly har om nogen været med til at udvikle matchrace de sidste 20 år.

Peter Gilmour var et kendt ansigt i Danmark, hvor han deltog i Danish Open mange gange i Skovshoved. Vi kunne altid regne med at Gilly var klar til at deltage, og han følte sig godt tilpas i DS37'eren.

Een gang gik det dog lidt galt, da vi ikke rigtig kunne få besked om han kunne deltage. Da deadline var overskredet måtte vi tage en beslutning om at give hans plads videre til en anden. Det passede ikke verdensstjernen da han endelig lød høre fra sig.

Men vi havde taget en beslutning, og Gilly spurgte fornærmet hvad jeg mon så havde tænkt mig at gøre........jeg foreslog kækt at han da kunne stille op i kvalifikationsstævnet hvor vinderen ville få adgang til Danish Open. Gilly mødte op uger forinden til kvalifikationsstævnet som han vandt og fik dermed adgang til Danish Open, som han vist også vandt det år.

Uhyret og Gentleman

Ligeså flink han kan være på land, ja ligeså urimelig og uhyrlig kunne han være på vandet. En sejler der aldrig giver op, og en indpisker der kunne få sit mandskab til at æde sig selv.

Hans "dræberinstinkt" var legendarisk, og jeg husker specielt en episode under Danish Open, hvor Gilmour mødte Jesper Bank. Bank førte sejladsen, men havde Gilmour lige i haserne.

Gang på gang forsøgte Gilly at tvinge Bank forbi topmærket. Det blæste voldsomt, og på et tidspunkt missede Gilmour afstandbedømmelsen og knaldede op bag i Jesper Bank's båd.

Unge Peter Wibroe var dommernes "observer" ombord på Banks båd, og han blev sejlet ned af en fire ton tung båd.

Det var meget dramatisk, men heldigvis slag Wibroe med en øm ryg. Gilmour fortrak ikke en mine. Sagde ikke engang undskyld ! Hævnen var dog stor et par år senere hvor Peter Wibroe slog Gilmour ud ved Danish Open.

Udvikler og Præsident

Peter Gilmour var igennem hele sin aktive karriere fokuseret på at udvikle matchrace sporten. I starten som meget aktiv deltager på skippermøderne, og senere som sejlernes repræsentant i diverse fora, dels i ISAF og dels på Tour´en.

Vi har siddet sammen i bestyrelsen i World Match Race Tour´en, og vi kæmpede sammen for at bringe orden imellem ISAF og matchrace scenen for nogle år siden, efter tiden med Paul Hendersen ved roret i ISAF hvor matchrace var ugle set.

Peter Gilmour er fokuseret på at nå sine mål, på vandet og på land. For nogle år siden tog han det store spring og blev arrangør, idet han "opfandt" en Tour event i Malaysia.

Det blev en stor succes, og han blev nærmest adlet af den Malaysiske regering, og har idag titlen "Dato" som svarer til at være Sir i England.

I Malaysia fandt han også sin forretningspartner, Patrick Lim, og sammen købte de 60% af World Match Race Tour´en, som de idag styrer benhårdt med Peter Gilmour som Præsident.

Og her ligger måske kimen til at Gilmour vælger at forlade den professionelle scene. For han er igennem længere tid blevet kritiseret af sejlere for at have for mange kasketter på.

Han er blevet beskyldt for at tage for meget hensyn til sig selv og hans nærmeste, og man kan roligt sige at det er lidt skævt at han deltager aktivt i sine egne events.

Senest er han blevet voldsomt kritiseret for at gøre plads til sin søn til årets finale på World Match Race Tour´en, netop i Malaysia.

Sønnen deltog i en kvalifikationsrunde, som han ikke vandt - men så ændrede Peter Gilmour reglerne for hvem der kunne deltage fra kvalifikationsrunden, og så blev der alligevel plads til unge Gilmour.

Men det er en verdensklasse sejler der takker af efter årets finale, og han kan sagtens ende med at gå med manér, og med sejrspokalen i hånden. Man skal aldrig afskrive Peter Gilmour ;-)

FILM med Gilmour og Røssberg

Se Danish Open, Cottonfield Cup 1998 i Skovshoved -  optaget af Anders Dylov/Chroma Film

Se specielt indslag hvor Peter Gimour møder Mikkel Røssberg. Gilmour er bagud hele sejladsen, men vinder til sidst.

Gå ind på vimeo og kør til tiden 17:45 til 25:00 = 7:15 min. Varighed - https://vimeo.com/54968008



Motor
content-loader
content-loader
content-loader