AFI Marine Two Star Race tangerer deltagerrekord
88 både er en tangering af deltagerantallet for to år siden i Århus Sejlklubs kapsejlads, der går fra Århus til Ballen næste lørdag 16. juni og retur søndag.
Under opholdet i Ballen nydes den lokale servering af egnens og årstidens fristelser ved stævnemiddagen, før det igen går søndag morgen.
- Vi er meget tilfredse med den øgede tilslutning til kapsejladsen AFI Marine Two Star Race, der har fundet sted de sidste 5 år. Ikke mindst når den pæne fremgang ses i lyset af sidste år, hvor 62 både oplevede sejladsen noget barsk, med stærk blæst og strøm lige mod sejlretningen, siger Jens Erik Hansen fra Aarhus Sejlklub.
Når nu middagen
Nogle både kom faktisk for sent til stævnemiddagen i Ballen, og det er alvorligt.
- Det har vi rådet bod på i år; sejlerne skal tidligere ud af køjen og afsted, for at alle når frem til Ballen i tide. Og så håber vi på bedre vejr, siger Jens Erik Hansen.
TwoStar-kapsejladser adskiller sig fra andre kapsejladser, ved at hver båds besætning kun må tælle to personer.
Bådene i AFI Marine Two Star Race starter lørdag formiddag ud for Strandpromenaden på Århus Lystbådehavn, hvor sejlbådene sejler tæt på land
Fylder hele havnen
88 sejlbåde fylder sidst på eftermiddagen Ballen Havn til bristepunktet, og på molen nydes kolde forfriskninger, mens dagens resultater fra Århus Bugten forklares eller bortforklares.
Restaurant Dokken leverer aftenens højdepunkt, en solid tre retters menu forud for søndagens sejlads tilbage til Århus Lystbådehavn, hvor målgang forventes fra midt på eftermiddagen.
Kæmper om samlet placering i Watski Two Star-serie
Deltagerne kommer fra næsten alle egne af landet, bl.a. for at konkurrere om den samlede placering i TwoStar-serien, der også omfatter Classic Fyn Rundt fra Kerteminde og Watski Two Star fra Helsingør.
Et stærkt hold af nogle af Århus Sejlklubs frivillige hjælpere og kapsejladsdommere sørger for perfekt afvikling af stævnet, der sponseres af en række firmaer, heriblandt AFI Marine, Pantaenius og Nordea.