Rønnows klumme: Ramte vi den rigtige havn?

Vi har alle prøvet situationer, hvor vi var i tvivl om, hvor vi helt præcist var – og det er altid ubehageligt, når det sker, dog er det lykkedes de fleste af os at få rettet op på bestikket og komme på sporet igen.

Med vore dages brug af GPS er meget blevet lettere – ingen besværlige beregninger, intet hovedbrud – satelitterne ”pinpointer” dig (næsten) præcist der, hvor du befinder dig på kloden, og alt efter hvor avanceret dit udstyr er, får du oven i købet en hel masse oplysninger om, hvad du nu skal gøre for at nå frem til dit mål.

To "ulemper" ved GPS

Der er dog to ”ulemper” ved brugen af GPS. Den ene er, at det gør os lidt dovne. Vi ved godt, at vi burde være omhyggelige med at føre et manuelt bestik samtidig ved siden af, hvis strømmen skulle gå eller GPS’en på anden måde bliver sat ud af kraft, men – hånden på hjertet – det er ikke altid, vi får det gjort. 

Den anden ulempe er, at vi kommer ud af træning med at føre ”håndlavet” bestik med passer, transportør og den gode gamle bløde blyant på søkortet. Det gamle ord om, ”at den der laver arbejdet løber også med kvalifikationerne” gælder også her.

Har du altid nye eller ”rettede” søkort med på din tur? Har du altid ”Havnelods” og ”Kort 1” ombord? Har du materiale, som hurtigt kan opdatere dig, hvis du skulle have glemt lysets farve på en ”isoleret fareafmærkning”?

Vi kender alle røverhistorier om ham, som sejler i den nye, store, dyre båd efter et Shell(land)kort! Alligevel må vi gribe i egen barm og huske os selv på, at vi er nødt til at holde ting ved lige, hvis vi ikke skal glemme vores viden om navigation.

Skulle det gå galt med strømmen til GPS’en, skal det nok passe, at det sker i usigtbart vejr, i et snævert farvand med grunde på hver side af en smal sejlrende eller i en anden situation, hvor det er af vital betydning at kende sin nøjagtige position.

"Bagerpose-navigation"

I gamle dage kunne man bruge ”bagerpose-navigation”. Den gik ud på, at når vi var kommet til en havn, gik vi op til den lokale bager og købte et franskbrød. Så kunne vi se på bagerposen, hvor vi var. Den går ikke mere – nu står der bare ”Deres Håndværksbager” på posen.

Det giver altid lidt personlig stolthed at nå frem til den havn, man havde tænkt sig at anløbe. Man har lov til at være tilfreds med, endnu en gang, at have rejst over vand (uden vejskilte) og gennemført turen på en god måde.

Så slipper du også for at skulle stille det lidt pinlige spørgsmål: Undskyld, er det her Hjarbæk?”