North Sails Europa vil købe North Sails USA
Ib Ussing Andersen, formand for bestyrelsen i North Sails Europa, fortæller til minbaad.dk, at man ønsker at købe North Sails USA. Prisen oplyses ikke pt.
Den amerikanske hovedaktionær i North Sails USA, Terry Kohler, der ejer 80 procent af aktierne, er blevet 75 år, og han ønsker at sælge, da arvingerne ikke er interesseret i at overtage virksomheden.
Men interesseret, det er North Sails Europa, hvor Jens Christensen er direktør og Ib Ussing Andersen er formand for bestyrelsen.
North Sails i USA ejer brandet North Sails, men det er North Sails Europa, med 320 ansatte og en omsætning på en halv milliard kroner, der har den største omsætning.
Ib Ussing Andersen er åben om et eventuelt køb af North Sails USA. Og siden juli har der været dialog om købet, der kan være en realitet i 2013.
Vil bevare DNA
- Vi skal selvfølgelig være enige om en pris og en struktur. Man er jo interesseret i at viderefører virksomhedens DNA. Vi er jo selv interesseret i, at have indflydelse på hvordan North Sails USA ser ud i fremtiden. Inden for en måned ved vi mere, men vi ser ud til at være en af de virksomheder, der byder på salget, siger Ib Ussing Andersen i dag til minbaad.dk.
Ib Ussing Andersen, Henrik Søderlund og Jens Christensen købte i oktober 1995 North Sails Europa, hvor Diamond Sails blev lagt ind under firmaet.
Minbaad.dk er på det seneste blevet konfronteret med rygter om at North Sails Europa skulle sælges, men det er der intet hold i, fortæller Ib Ussing Andersen.