Gå til hoved-indhold
Havne

Ny Skovshoved Havn klar i 2015 hvis pladser sælges

Minimum 75-80 procent af de 220 nye bådpladser skal sælges, inden havneprojektet kan stå færdigt i 2015. Og det bliver uden to etager bygning og en kanal i havnen.

Af Troels Lykke |

100 høringssvar fra grundejerforeninger, bådlaug, FOGUS, Vejdirektoratet, Frilufsrådet, Nordvand og ikke mindst borgere.

Det har Gentofte Kommune efter et borgermøde og en høringsfase på otte uger fået tilsendt om planen for renovering og udbygning af Skovshoved Havn og forbindelsen mellem by og havn.

Langt de fleste høringssvar var kritiske over for projektet, men der var også enkelte positive tilkendegivelser.

Modstand mod ni meter høje bygninger

Den største modstand er mod de foreslåede ni meter høje bygninger i to etager på midtermolen, der vil ødelægge udsigten, mener kritikerne.

"Det passer Kommunalbestyrelsen fint. Vi har aldrig været tilhængere af to-etages byggeri, men valgte at prøve det af for at høre, hvad folk mener. Vi har nu en klar melding om, at de ikke vil have det, og derfor har vi nu taget det ud af projektet", siger borgmester Hans Toft (K).

Heller ikke det foreslåede kanalbassin faldt i brugernes smag, fordi det ville gøre livet mere besværligt for jollesejlerne, så det er også taget af bordet.

Minimum 75-80 procent af de 220 nye bådpladser skal sælges, inden havneprojektet kan blive en realitet. Det skriver lokal.avisen.dk

Hotel er en misforståelse
 
Andre kritikpunkter i høringssvaret er beplantning af træer, opførelse af hotel samt etablering af klippebad og græsareal med fodboldbane.

"Det med hotellet beror på en decideret misforståelse og forkert kommunikation. Der har hele tiden kun været tale om en bygning, hvor sejlklubbernes få gæstende dommere m.fl. kan overnatte i forbindelse med stævner. De andre punkter er småting, som vi nok skal få løst - bl.a. med hensyn til placering", siger Hans Toft.

Det står også fast, at erhvervsbygningerne på havnen kan blive, hvor de ligger i dag. De skal altså ikke flyttes ud på spidsen af den kommende nye mole som foreslået i planen.

Klar i 2015 - hvis der sælges pladser

Der skal udarbejdes et tegningsprospekt med en cirkapris på, hvad prisen for en bådplads bliver.

Projektet med de 220 nye bådpladser som supplement til de eksisterende 320 bådpladser er brugerfinansieret, og derfor er det helt afgørende for kommunen, at den ikke kommer til at brænde inde med for mange bådpladser.

"Vi skal have garanti for, at minimum 75-80 procent af de nye pladser bliver solgt. Ellers går vi ikke i gang", som Hans Toft udtrykker det.

Tegningsprospektet forventes at blive udsendt i januar.

Hvis dette resulterer i et tilfredsstillende salg, kan lokalplanen endeligt vedtages og hele projektet sendes i udbud som totalentreprise.

Kommer der grønt lys over hele linjen, kan byggeriet gå i gang i 2014, så havnen kan stå klar i løbet af 2015.

Kilde: lokal.avisen.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader