Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Dansk superyacht der sejler hurtigt.
Kort Nyt
Luksus og atter luksus.
Kort Nyt
Norske Espen Øino har stået for designet.
Kort Nyt
Båden er 38 meter lang.
Kort Nyt
Der er andet end X-Yachts i Danmark.
Kort Nyt
De glade danskere i Istanbul.

Skagen-båd vinder Superyacht pris - fotos

Ved superyacht-industriens Oscar-show blev Shooting Star kåret som vinder i Istanbul i Two-deck & Open Semi-displacement or Planning Motor Yachts. Fart og design imponerede jury.

Af Troels Lykke |

Danish Yachts nye superyacht Shooting Star glimtede om kap med stjernerne blandt det bedste den verdensomspændende superyacht-industri kan præstere, da verdens fremmeste yacht-producenter mødtes til Superyacht Awards i Istanbul i weekenden. Det skriver Thomas Schmidt fra værftet i Skagen.

Selv med den største og stærkest lysende fuldmåne verden har set i de sidste 100 år var det Shooting Star, der lyste klarest på aftenhimlen over den tyrkiske hovedstad, da den danske superyacht vandt i klassen for "Two-deck & Open Semi-displacement or Planning Motor Yachts."

Prisen blev modtaget af bestyrelsesmedlem Christina Lötter og adm. direktør Henry Kierkegaard fra Danish Yachts, designer Christian Duhoux fra Espen Øino International og Marilyn Bos-de Vaal fra Art-Line.

Skandinavisk kraftpræstation

Shooting Star er virkelig en skandinavisk kraftpræstation, hvor norske Espen Øino har stået for designet af den 38 meter lange og hurtige motoryacht. Art-Line står for designet af superyachtens interiør i tæt samarbejde med Danish Yachts i Skagen.

Ved prisuddelingen - der er kendt som superyacht-industriens "Oscar"-show - blev Shooting Star kåret som vinder. 

Høj fart blev belønnet

Juryen fremhævede den danskbyggede yachts overlegne præstationer, specielt fartøjets høje fart, det innovative design med opsigtsvækkende brug af naturligt lys overalt i interiøret og ekstraordinært veludført håndværk overalt i kulfiber-skroget og i overbygningen.

En velfortjent hæder, der reelt er det ridderslag, der for alvor placerer Danish Yachts i toppen blandt verdens producenter af superyachts.

Henry Kierkegaard, adm. direktør i Danish Yachts, der var til stede ved prisoverrækkelsen i Istanbul, siger:

- Jeg kan ikke forklare, hvor glade vi er for at modtage denne pris. Den er resultatet af det hårde arbejde og det stærke engagement, som vores team af dygtige håndværkere og specialister fra værftet har ydet i deres utrættelige indsats i projektet. 

- Min tak går til dem og til Espen Øino og hans medarbejdere, og til Frank og Marilyn fra Art-Line. Det er et privilegium at arbejde med en så talentfuld gruppe af mennesker og sammen opnå et sådant resultat. Som et skibsværft, der er helt i front inden for konstruktioner i kulfibre, så værdsætter vi virkelig denne hæder fra branchen, siger Henry Kierkegaard.

Skagen kan være med

- Dette beviser, at en lille dansk by som Skagen kan opnå fantastiske resultater. Derfor må en særlig hæder gå til den nu afdøde Jørgen Philip Sørensen, den forhenværende bestyrelsesformand for Danish Yachts, for hans visionære ledelse og skarpsynede vejledning for fremtiden for skibsværftet, siger Henri Kierkegaard.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader