Konflikt: Motor kontra sejl
Sommeren er højsæson for sejlads, i både motor- og sejlbåde. Desværre har nogle motorsejlere lidt problemer med at vide hvad man må og ikke må. En læser blev chikaneret ved Hellerup.
Niels-Jørgen Larsen skriver:
Vi lå for anker i vores sejlbåd blandt 4-5 andre både 2-300 meter fra kysten ud for stranden ved Hellerup Havn og nød det dejlige sommervejr. Min kone lå på fordækket på et par tæpper og nogle puder, og jeg stod i cockpittet. Der var den sædvanlige trafik ud og ind af havnen, foruden et par speedbåde som sejlede frem og tilbage langs kysten.
Den ene speedbåd med en vandskiløber sejler forbi os i retning fra stævn til agter ca. 6 meter fra os, og de 3 personer i båden hilser. Jeg tænker, flinke unge mennesker. Vandskiløberen slår i det samme i en bue ind imod os og passerer i en afstand, der er under en meter, med det resultat at vi bliver ramt af en kaskade af vand fra for til agter og alt er gennemblødt.
De unge mennesker fortsætter til syd for Charlottenlund Strand, hvor de ligger stille. Vi beslutter at lette anker og sejle hen til dem, for at give dem en reprimande. Min kone, der er pædagog, siger til mig at jeg skal holde mund, for hun skal nok sige det på den rigtige måde.
Vi når næsten helt hen til dem, før de startede motoren. Min kone prøvede at forklare dem det uheldige i deres adfærd, men fik blot til svar, at det bare var vand.
Speedbåden sejler derefter mod Hellerup slår en stor bue og sejler derefter imod os igen. Denne gang passerer de grinende i høj hastighed, uden vandskiløber, i en afstand af 2-3 meter og vi bliver atter oversprøjtet med vand, dog ikke så kraftigt som første gang.
Hvad kan du gøre
Finn Janniche, vicepolitikommissær fra Nordsjællans politi siger.
- Der er desværre ikke så meget man selv kan gøre. Det er svært at identificere, hvem båden tilhører. Men har man et kamera/mobiltelefon kan man tage et billede af båden eller en video.
Finn Janniche forklarer, at man kan prøve at finde ud af, hvilken havn båden er sat i vandet fra, og så måske kunne nå at få et billede af nummerpladen på bilen der trailer båden. Og det er godt at have vidner, ellers er det påstand mod påstand. Man kan også bede havnefogeden om hjælp, til at identificere båd eller ejere.
- Vi patruljerer ca. 10 gange om året på vandet, men vi dækker 250 km kyst, så det er svært at være på pletten lige når det sker, slutter Finn Janniche.
Det koster 1500 kr i bøde at overtræde motorbådsreglementet, som du kan læse herunder.
REGLEMENT
for
sejlads med motorbåde ud for kysten i Nordsjællands politikreds
Med hjemmel i bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentliges ordens sikkerhed m.v. § 14, stk. 2, bestemmes følgende:
§ 1.
stk. 1
Sejlads med motorbåde må i månederne maj-september ikke finde sted indenfor en afstand af 300 meter fra kysten i Nordsjællands politikreds.
stk. 2
Det er dog tilladt at sejle motorbåde indenfor grænsen på 300 meter, når følgende betingelser er opfyldt:
1. motorbåde sejles med så lav hastighed, at de ikke planer på vandet,
2. sejlretningen skal i videst muligt omfang være vinkelret på kysten, og
3. føreren af motorbåden skal kunne håndtere den på fuldt betryggende måde
§ 2.
Sejlads med motorbåde skal overalt ud for kysterne i Nordsjællands politikreds foregå således, at eventuelle badende ikke udsættes for fare eller ulempe, og således at unødig støj undgås.
§ 3.
Overtrædelse af reglementet straffes med bøde.
Reglementer for sejlads med motorbåde for de tidligere og nu ophørte politikredse i Nordsjællands politikreds ophæves.
Nordsjællands politi
Johan Reimann, politidirektør