To flydebroer på vej i Aalbæk havn
Nordjysk havn skal opføre to 30 meter lange flydebroer. 40 bådejere står på venteliste i Aalbæk havn. Budget er på 8 mio. kr.
Udvidelsen af havnen i Aalbæk, nord for Frederikshavn, rykkede et godt stykke nærmere på byrådsmødet sidst i marts. Da blev lokalplanen, som gør udvidelsen mulig, godkendt endeligt. Det skriver nordjyske.dk.
Havnen fik samtidig en meget kontant hilsen fra FiskeriLAG Nord.
På LAG'ets bestyrelsesmøde før påske blev der bevilget støtte til to 30 meter lange flydebroer til den udvidede havn. FiskeriLAG Nord støtter projektet med 538.000 kroner.
- Vi regner med, at de to nye flydebroer er tilstrækkeligt til, at vi kan øget det samlede antal bådepladser i havnen med 50. Det er cirka 40 pladser til både, som ligger fast i Aalbæk Havn og en halv snes nye pladser til gæstesejlere, fortæller formand for havnebestyrelsen, Villy S. Jensen.
40 bådejere på venteliste
Aalbæk Havn har netop nu cirka 40 bådejere på venteliste til en fast liggeplads.
Aalbæk Havn er kommunal havn, og det er kommunen, der står for udvidelsesprojektet - dog i tæt samarbejde med havnens bestyrelse.
Det er først når man har licitationstilbuddene, man ved om økonomien i projektet holder.
Budget på 8 mio. kroner
Der er et budget for projektet på godt otte millioner kroner, og tilsagnet på godt en halv million fra FiskeriLAG Nord hjælper lidt på økonomien.
Havnen har desuden søgt en række fonde og lignende om tilskud, men dem har man endnu ikke hørt fra.
Kilde: nordjyske.dk