Bjørn Westergaard anbefaler Hempel Non-regatta i KØS
Skru ned for det elitære og op for venskaberne, siger Bjørn Westergaard, tidligere topsejler til minbaad.dk. Han anbefaler anderledes stævne med bl.a. holdsejlads i Feva i forældrefrit område.
Bjørn Westergaard er kendt for ikke at holde mund, det takker vi for, han har fx altid været strid modstander af for meget forældreindblanding og det har vi oplevet et grimt eksempel på i den seneste tid, selv i Ynglinge-klassen.
Nu er Westergaard med til at arrangere og promovere et nyt, mere venskabligt stævne, Non-regatta i sin klub i Øresund. Han håber at mindst 20-30 sejlere møder op sejler i Feva til holdsejlads.
Til sejlsport.dk siger Bjørn Westergaard, tidligere Soling-verdensmester:
- For mig gælder sejlsport mest om det sociale. Når jeg spørger de unge i klubben, hvad det sjove er ved at komme til kapsejladserne i Danmark, er svaret faktisk næsten aldrig selve kapsejladserne, men derimod venskaberne. Derfor tror jeg på, at man i dansk sejlsport bør have flere alternativer og events som for eksempel holdsejlads for unge sejlere. Tanken med "Hempel NON-regatta" er først og fremmest sjov og ballade, men som sidegevinst giver holdsejlads en masse erfaring og nye venner".
Sådan er stævnet
"Hempel NON-regatta" er et socialt, uformelt og meget utraditionelt sejladsarrangement, hvor det udelukkende handler om at have det sjovt på vandet og på land.
Der bliver ingen trapezbane, ingen startprocedure, ingen præmier at vinde og ingen protestkomité at diskutere med.
Det er end ikke sikkert, at den der kommer først løber med sejren. Til gengæld lover Dansk Sejlunion og KØS Sejlsport, at det bliver en sjov og fed weekend for unge sejlere.
Sejles i Feva-joller
Til "Hempel NON-regatta" bliver der sejlet i Feva-joller, men man kan sagtens deltage, selvom man har erfaring fra en anden jolletype.
Dansk Sejlunion og KØS Sejlsport stiller joller til rådighed, og hvis ikke man har en makker at sejle med, så bliver der fundet én.
Udover sejlads i Feva-joller bliver der en lang række sjove aktiviteter på vandet og på land, herunder stand-up paddle (SUP), kajakpolo, surf, beachvolley og meget andet. Det skriver sejlsport.dk.
"Hempel Non-regatta" er med fuld forplejning og logi. Der er mad og drikke og et tørt sted at sove om natten. At der er fuld forplejning og logi betyder også, at forældre får en 'friweekend'.
Uden forældre, tak
De unge sejlere skal nemlig ikke medbringe deres forældre, men kun personlige rekvisitter samt badetøj, sejlertøj, skiftetøj, sovepose og liggeunderlag samt tandbørste.
Tilmeldingsfristen er 15. aug., men af hensyn til planlægningen, må man meget gerne tilmelde sig allerede nu. Tilmeldingen skal ske via: www.kos-sejlsport.dk/Kos-sejlsport/Nonregetta.html