Røde flag til Svensk Mesterskab for Melges24
Svensk Mesterskab for Melges24 i Stenungsund trak 24 både. Selv om der var mange røde flag udeblev protesterne.
To super sejldage nu vel overstået i Stenungsund til Svensk mesterskab. Rasmus Melsen fra Team melges.dk skriver om et stævne på to dage med god vind.
Stævnet i Stenungsund bød på store udfordringer i form af store trykforskelle og vindspring.
- For Melges.dk var der kaldt stand-ins ind for Søren Braad Steen som pt. rejser USA tynd, og vi havde derfor Sanne og Line med fra The Pimp team. Det var derfor også første gang, at vi fik afprøvet at være fem mand om bord, hvilket især gav skipper lidt ekstra hænder under de forskellige manøvrer.
Røde flag – men ingen protester
- Resultatmæssigt var det to lidt forskellige dage, hvor vi lørdag var godt fremme fra start men derefter havde en del at kæmpe med, mens vi søndag i stedet fik sejlet os frem i feltet. Et udmærket resultat efter sejladser hvor vi lidt for ofte måtte flage det røde flag, det må siges at der sejles noget tættere end lovligt her mod nord! Protester blev det ikke til, men mange snurreture, fortæller Rasmus.
- Totalt blev det en serie på 13, 8, 11, 6, 10, 16, 10, 3 hvormed vi endte på en samlet 7. plads i det 24 både store felt.
Tre danske både
I alt tre danske både havde fundet vej til Svensk Mesterskab, og Peter Warrer i DEN 779 fik sejlet en 4.plads. hjem, med DEN 664 på en 19. plads.
Kristoffer Spoone i NOR 400 vandt stævnet med en flot serie bestående af blandt andet fem førstepladser, et point foran Peder Jahre i NOR 751.
- Svensk Mesterskab var igen et rigtig godt arrangeret stævne, og det kan klart anbefales for flere danskere at have det med i sæsonplanlægningen, da 24 både i et stærkt felt giver rigtig god erfaring.