Rønnows Klumme: Hvad med den ”lille” skibsfart?

Et gammelt ord siger: ”Udvikling er kommet for at blive”. Det må vi, der lever i det enogtyvende århundrede sande.

Vore dages udvikling og de forandringer den medfører, løber stærkere end nogensinde. Vi er nogle stykker som ind imellem let kan miste pusten i forsøget på at følge med.

Indenfor skibsfarten er det gået stærkt over de senere årtier. Satellitnavigation har længe været dagligdag, og GPS-systemet er senere blevet udvidet med AIS. Den digitale navigation og kommunikation har betydet, at søfartens behov for visuelle hjælpemidler er forandret.

Den ”store” skibsfart har fået faste ”kørebaner” i langt større omfang end tidligere. Også ved anduvning og sejlads tæt på land gælder andre forhold end tidligere.

Det har betydet, at ældre tiders hjælpemidler ikke er så aktuelle mere. Det ser vi i form af nedlæggelse af fyr, forandring i placering af sømærker og andre tiltag, som i første række er tiltænkt den professionelle skibsfart.

Denne udvikling har også fået betydning for os småfartøjer, som bare sejler rundt for sjov.

Vi har igennem de senere år oplevet, at flere og flere sømærker og småfyr er blevet inddraget eller nedlagt.

Det, synes jeg, er rigtig kedeligt. Selv om de sikkert ikke er aktuelle for skibsfarten, da vi ikke længere har coasterfart af særlig stort omfang mellem byerne og landsdelene. Den del af transporten er for længst overtaget af lastbiler.

Senest er Farvandsvæsenet blevet nedlagt. Dets funktioner er nu underlagt ikke mindre end 4 ministerier: Erhvervs- og Vækstministeriet, Forsvarsministeriet, Miljøministeriet og Klima- og Energiministeriet. Farvandsudsigter finder vi hos FCOO (Forsvarets Center for Operativ Oceanografi). Jo, jo, det skorter ikke på fine udtryk!

Der er tilsyneladende også et aspekt omkring økonomi i problematikken. Mange af de ”små” kystnære sømærker har man overladt til det pågældende lokalområde at passe og vedligeholde. Det kan være en lokal havn eller en sejlklub, som har denne opgave.

Det betyder, at disse instanser har såvel arbejdet som udgiften ved dette arbejde. Der kan ikke ses bort fra, at det kan være et incitament til at inddrage et sømærke, så man slipper for denne udgift.

I sommer har jeg på min vej savnet især to sømærker. I Faxe bugt syd for Rødvig har der i mange år været en afmærkning af ”Fællesskov Rev”. Det er nu inddraget. Længere ned i bugten har man inddraget sømærket ”Normanns Hage”.

I begge tilfælde er det beklageligt. ”Fælesskov Rev” er et stenkar, som rager temmelig langt ud fra land. ”Normanns Hage” viser hvor langt du skal gå østpå for at være sikker på ikke at sejle over ”sandene” ud for Feddet ind mod Præstø Fjord.

Begge tilfælde berettiger, efter min mening, til en afmærkning af hensyn til tursejlerne.

Jeg er sikker på, at sejlere over hele landet kan nikke genkendende til samme problematik i deres område. Det har nok ikke den helt store betydning for den lokale sejler.

De fleste af os er jo stedkendt i vores eget hjemmefarvand, men når man er på udebane, er en god afmærkning af grunde og rev, en stor behagelighed.
Den del af udviklingen – at inddrage sømærker til sejlerne – kunne jeg godt undvære.

Claus Rønnow