Sejler tæt på at blive snydt i falsk bådhandel
Falske ID-papirer og PayPal dokumenter bruges, når svindlere fusker. Frede Poulsen satte sin Bavaria 38 til salg på Den Blå Avis og blev næsten narret for 20.000 kr. Vi ser på sagen.
Smarte udenlandske svindlere har fået øje på danske både og deres ejere, som lovlig adgang til hurtige penge.
I sensommeren 2011 satte Frede og Monika Poulsen fra Holbæk deres Bavaria 38 til salg på Den Blå Avis. Båden er Fredes kæreste eje, men på grund af alder og dårlige knæ kan han og Monika ikke klare den mere.
Så godt som solgt
Den 10. april 2012, modtager Frede og Monika en mail fra en svejtsisk ingeniør, Benny Berchtold, der er interesseret i at købe båden.
Han fortæller, at han ikke kan komme til Danmark på grund af arbejde offshore, men ønsker at klare betalingen via PayPal. Han skriver endvidere, at han vil sende en vognmand til Holbæk for at samle båden op.
Frede kender ikke Pay Pal, og foreslår en helt almindelig bankoverførsel. Det afslår den potentielle køber med den begrundelse, at det er for langsommeligt og det er mere bekvemt via PayPal.
20.000 kr. via Western Union
Frede kapitulerer og laver en PayPal konto, og nu begynder et vel tilrettelagt svindelnummer at rulle sig ud.
Nu får Frede nemlig en mail fra PayPal der fortæller, at de har modtaget penge fra Benny Berchtold, og Frede skal indbetale 20.000 kr. til et transportfirma i England, som skal dække fragt af båden. Frede bliver instrueret i, at overførslen af de 20.000 kr. skal ske via Western Union.
Men da Frede og Monika ikke har noget bevis for, at pengene er overført til deres bankkonto skriver de tilbage, at de ikke kan betale fragtmanden før pengene er til stede på kontoen.
Nu er pengene der, eller…
Nu kommer der en mail fra PayPal, der fortæller at der er indbetalt 830.000 kr. fra Benny Berchtold.
PayPal vil tilbageholde beløbet indtil der er overført 20.000 kr via Western Union til den engelske fragtmand. Først derefter vil pengene blive overført til Frede og Monikas konto.
Så kører e-mail udvekslingen frem og tilbage. Korrespondancen er nu helt overtaget af PayPal, der sender en bunke mails, der alle har hovedbudskabet, at Frede skal indbetale de 20.000 kr. til fragtmanden.
Frede skriver tilbage, at båden ikke forlader Danmark, før pengene står på hans konto i en dansk bank.
Mail fra Benny
Så er der mail fra Benny! Frede skal konfirmere overførslen på de 20.000 kr. via Western Union til PayPal før den fulde betalingkan ses. Og det er skam helt normalt, forsikrer ”Benny”.
For han sidder jo derude offshore, og kan kun håndtere det via Western Union. Så ”please go ahead” og lad os få afsluttet handlen, slutter han.
Catch 22
Nu er Frede havnet i en klassisk Catch 22 situation. Han vil ikke overføre de 20.000 kr. før de figurerer på hans konto, og PayPal vil ikke overføre pengene før Frede har overført penge til fragtmanden via Western Union. Frede skriver, at han nu vil kontakte PayPal.
Trusler
Nu er der nogen der kommer op af stolen. ”PayPal” sender Frede og Monika en vred mail, hvor de truer med ”legal action” fordi han ikke har betalt de 20.000 kr. for en bil han har købt af Benny!
Han skal indbetale beløbet inden 6-12 timer ellers pudser de FBI på ham! Hvis Frede og Monika ikke var mistænksomme før, så er de det i alt fald nu.
Frede har også fået en mail fra det rigtige PayPal firma der afviser, at de laver transaktioner med Western Union, og advarer om, at der er nogen, der bruger PayPals navn til at lave svindel.
De beskriver endvidere temmelig præcist den samme fremgangsmåde, som Frede og Monika har været udsat for.
I øvrigt har Frede og Monika fået to yderligere henvendelser, begge fra udenlandske købere, der arbejder offshore…
Hele historien tog bare 10 dage, og den slutter her. Frede skriver til ”PayPal”, at han har anmeldt svindelnummeret til det danske politi, og at han betragter ”handlen” som afsluttet.
Der kommer aldrig noget svar. Hverken fra ”PayPal” eller ”Benny”. Nu er det op til politiet, om de vil forfølge sagen.
Forsikringen dækker måske ikke
Sven Holmbo Sørensen fra Forsikringsselskabet Topdanmark siger til minbaad.dk, at man skal tage den med ro, og lade være med at blive alt for glad, fordi der nogen der vil købe ens båd.
- Det er tvivlsomt om forsikringsselskabet vil dække et eventuelt svindelnummer, for man har også selv et ansvar for ikke at hoppe på en limpind, siger han.
Sven Holmbo anbefaler, at hvis der er en udenlandsk køber i farvandet, så skal man kontakte sit pengeinstitut og høre, hvordan man laver en sikker transaktion.
Link til Frede og Monikas Bavaria 38, hvis der er interesserede (seriøse) købere.
Mailen fra "PayPal" med trusler om legal action og FBI.