CB66-klassen er nu voksen - rigtigt DM i Skagen
CB66-klassen får fra i år DM status af Dansk Sejlunion. Det betyder at DM i Skagen i år ikke blot er et klassemesterskab.
Dansk Sejlunions bestyrelse har på det seneste møde besluttet at CB66 klassen gældende fra i år (2012) har DS DM status.
- Så når vi mødes igen til DM og denne gang i Skagen, så sejles der om rigtigt metal. Men glem ikke at det er samme flotte pokal man stadig kan vinde:-). Det skriver formand Mikkel West-Nørager på klassens hjemmeside.
CB66 Nordic Sailing League 2012
Programmet for CB66 Nordic Sailing League serien 2012 er også klar.
Formatet er ændret en smule i forhold til sidste år. Ligesom i 2011 vil der blive sejlet en række liga stævner hvor der sejles om liga ranking og kvalifikation til det nordiske mesterskab.
I 2012 vil ligaen – og dermed kvalifikationen – komme til at bestå af fire Grade 1 og fire Grade 2 stævner.
Der er blevet lagt stor vægt på nøje at udvælge de helt rigtige lokationer til stævnerne. Grade 1 stævnerne bliver i Gilleleje, Tanumstrand, Marstrand og Skagen. Grade 2 stævnerne bliver afholdt i Hellerup, Saltsjöbaden, Karlstad og Århus. NM afgøres i Stockholm med et brag af et finale stævne.
Pladser i Svanemøllen
CB66'erne har i den grad manglet pladser i Hellerup, der huser langt de fleste både i klassen. Nu har Svanemøllen slået dørene op, og Sejlklubben Sundet er meget positiv.
Det er planen at få flere pladser til CB66, da de gerne ser klassen bliver så stor som muligt for at få en aktiv havn.
Endelig vil Svanemøllen gerne lægge billet ind på CB66 DM i 2013. Se video fra vintertræning i januar, før isen kom.