Rønnows klumme: Når strømmen løber med os
Geografi kan være en pudsig størrelse. Der er mange ting at holde styr på og masser af elementer, som spiller sammen og giver os sejlere vilkår, som ikke altid er nemme at overskue.
Når vi som sejlere giver os "vejret i vold" og forlader den faste landjord, må vi samtidig acceptere de spilleregler, som universet (intet mindre) sætter op for os.
Selvom vi kan søge teoretisk viden om meteorologi, planeternes indbyrdes tiltrækning og alle de andre fænomener som har betydning for vores færd over havet, er der alligevel utallige lokale faktorer, som spiller ind, at vi aldrig vil kunne sige, at nu har vi styr på det hele!
Måske er det i virkeligheden det, der gør det spændende at sejle – at der altid er en tvivl, at der altid er en risiko, at vi aldrig kender turen, før den er overstået!
Men også menneskelig foretagsomhed kan have stor indflydelse på vore sejladsvilkår.
Helsingør Nordhavn
Jeg kan huske, da man diskuterede udbygning af Helsingør Nordhavn. Mange var bekymrede for en eventuel ændring af strømforholdene, som kunne have betydning for hele kysten nord for Helsingør.
Der skete da også ændringer efter udvidelsen af havnen. Da jeg var dreng kunne mindre sejlbåde – spidsgattere, folkebåde og andre i den størrelse løbe ind til Langebro i Ålsgårde ved almindelig vandstand.
Nu er der max. en halv meter vand ved højvande og tørt sand ved lavvande. Det har givet dejlige muligheder for at bade med småbørn, men det er slut med både ved molen.
Ny stranpark på Amager
Strøm kan være svær at beregne. Tænk bare på strækket ud for Københavns havn og sydpå. Den nye ø Strandparken, den lange lige "arkitekttegnede" stensætning mellem lufthavnen og Dragør og den nye ø Peberholmen.
Disse ændringer tilsammen har betydet lang hårdere strømsætning fra syd, da vandet ikke, som før, kan "løbe af" ind mod det flade Amager og Saltholm, men bliver presset sammen i en langt smallere tragt end tidligere.
Ofte kan man se fartøjer under sejl bruge ganske mange timer på at forcere dette farvand i modstrøm.
Men det er vilkårene
Men det er nu engang vilkårene, når vi skal bevæge os hen over noget som samtidig selv bevæger sig – og som ikke altid vil samme vej som os!
Vi må leve med det og altid være omhyggelige med at bruge de muligheder, vi har for at danne os et indtryk af strømforholdene og tage højde for hvordan, den sætter os.
Vi har alle set eksempler på fartøjer som er blevet ført af strømmen - ved havneanløb, under gennemsejling af broer eller i andre situationer hvor besætningen ikke har været bevidst om strømsætningen.
Det gyser lidt i en, når man tænker på hvor lidt der skal til for at vi kan komme ud for et havari – eller bare skader på bådens rig eller fribord, fordi vi ikke var opmærksomme nok. Selv inde i en havn kan vi sagtens opleve strøm. Det bør indregnes i alle manøvrer.
En gang imellem bliver der taget strøm på os.
Claus Rønnow