Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Flyet, der havde 270 passagerer og 18 besætningsmedlemmer om bord, fløj 400 kilometer ekstra på grund af omdirigeringen. Foto: Air Canada

Passagerfly fandt drivende solo-sejler ved Sydney

44-årig sejler med knækket mast blev spottet af passagerfly, der gik ned i 1800 meters højde og fandt en sejler 500 kilometer fra Sydney. Flyet blev 1,5 time forsinket, men passagerer pev ikke.

Af Troels Lykke |

Passagererne på et fly fra Vancouver i Canada fik sig lidt af en anderledes oplevelse på turen mod Sydney.
 
Da flyet nærmede sig Australien, fik det en henvendelse fra den australske søsikkerhedsmyndighed, AMSA. Det skriver politiken.dk

Myndigheden havde opsnappet et nødsignal fra et skib på åbent hav, og flyet, der var det nærmeste, blev derfor bedt om at hjælpe med at lokalisere fartøjet.
 
Piloterne gik ned i 1.800 meters højde og ved hjælp af en passagers kikkert blev en enlig sejler spottet omkring 500 kilometer øst fra Sydney.
 
Knækkede sin mast
Sejleren, der er 44 år, havde ifølge BBC's oplysninger forladt Sydney to uger tidligere, men havde drevet omkring i en uge, efter at masten var knækket, og brændstoffet næsten var sluppet op.
 
Flyet, der havde 270 passagerer og 18 besætningsmedlemmer om bord, fløj 400 kilometer ekstra på grund af omdirigeringen, der kom efter cirka 12 timers flyvning.

Flyet var 1,5 time forsinket, da det endelig landede i Sydney.

»Vi er virkelig glade for, at vi kunne hjælpe«, siger Peter Fitzpatrick, der er talsmand for flyselskabet Air Canada.
 
Piloten tilføjer ifølge The Australian, at »mange passagerer sagde, at det var spændende at være med i en søgning som denne«.
 
Han tilføjer, at det ikke var eftersøgningen, der forsinkede flyet, men vejrforholdende på flyveturen fra det ene kontinent til det andet.
 
Kastede redningsflåde ned
Air Canada-flyet var dog ikke det eneste, der blev sendt på mission af de australske myndigheder. Også et fly fra Air New Zealand og et handelsskib blev bedt om at hjælpe.
 
Søsikkerhedsmyndighedens talsmand oplyser, at flyene blev bedt om hjælp, fordi nødsignalet kom fra et meget øde område.
 
Efter sejlskibet blev fundet, fløj et redningsfly ud og smed en redningsflåde og en satellittelefon ned til sejleren, inden politiet nåede ud til båden.

Kilde: politiken.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader