Gå til hoved-indhold
Tur
Her ses et foto af Svanen, der har sejlet i fem uger. Foto: SOK

Kadetter skriver om top 5-oplevelser fra Thyra

Søværnets Operative Kommando sender rejsebrev fra sejlkutteren Thyra, kadethold 2. Se også kokkens opskrift på en kl. 10 bolle.

Af Troels Lykke |

Jeg har netop hørt at der kun er 96 timer til vi står i Aalborg lufthavn på vej mod København efter 5 uger på ét af søværnets to 19,5m store sejlskibe. Det skriver en kadet fra søværnet. Han fortsætter:

Vi er hold 2 ud af i alt 4 hold kadetter som hen over sommeren skal på togt med de to sejlskibe SVANEN og THYRA. Opholdet har til formål at give os terrestrisk navigationstræning, sømandskab, ledelse samt samarbejde ombord.

Vi startede i Frederikshavn mandag en dag midt i juni hvorefter turen gik forbi de to smukke øer Læsø og Anholt inden vi ramte Sjælland i form af Hundested hvor begge skibe blev bygget af Molick i årene 1960 og 1961.

God fart og stor krængning

Derefter fortsatte vi øst om sjælland ned til Stubbekøbing og videre over til Svendborg hvor fyr og mærker virkelig kommer til sin ret når Svendborgsund skal gennemsejles.

Dårligt vejr satte os med vand i hovedet, god fart og stor krængning over til Sønderborg hvor vi havde turens første liggedøgn, og dermed lidt tid til velfærd i form af en biograftur og skafning uden for skibet.

Efter en weekend i Sønderborg forsatte vi nordpå ad Jyllands østkyst helt op til Skagen inden sidste del af togtet og ikke mindst togtets højdepunkt, nemlig NOCA (nordisk kadetstævne) i Tønsberg i Norge og yderligere 4 dages sejlads rundt i Oslofjorden.

Og her er vi så nu, sidste havn inden turen igen går mod Frederikshavn og 5 ugers spændende sejlads er dermed overstået.

Vi går i havn hver aften så vi har set rigtig mange af Danmarks små og store havne, og ikke mindst prøvesmagt deres dertil etablerede ishuse.

Top 5 for oplevelser

Mens jeg skriver dette kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på de ting fra turen der først springer frem, så her kommer en hurtig top 5 liste

1. Naturen
2. Navigation med sekstant
3. Sejle for sejl
4. Mødet med de lokale i de danske havne
5. Kokkens Kl. 10 bolle

Opskriften på kokkens kl. 10 bolle:

Ingredienser:

½ l koldt vand
½ pk. Gær
1 spsk. Salt
1 spsk. Sukker
En halv deciliter olie
3 deciliter udblødte kerner (rug, hvede, sesam, hørfrø, græskar kerner, solsikker kerner mix)
(Mel blanding af hvedemel, fuldkorns hvedemel, rugmel, grahamsmel, hvedeklid, sigtemel,
50% hvedemel og resten diverse meltyper)
Evt. lidt kulør

Fremgangsmåde:

Opblød gæren i vandet
Tilsæt 10 spsk mel og rør til dejen er tyktflydende i ca. 2 min.
Tilsæt sukker og 1 spsk. mel, rør.
Tilsæt salt og 1 spsk. mel, rør.
Tilsæt olie og mel,
Tilsættes de udblødte kerner og  evt. kulør
Tilsættes 5 spsk. mel og rør i 4 minutter
Tilsæt mel indtil blandingen har en klæg konsistens - konsistensen skal være så den lige hænger ved tørre fingre
Dejen kommes herefter i en plasticpose og lægges i køleskabet natten over.

Bagning:

Tænd oven på 180⁰, sæt ovnen på normal undervarme, hvis den kan det (ikke varm luft).
Tag posen ud af køleskabet og åbn den,
Skyld hænderne i vand så dejen ikke hænger ved og form nu det ønskede antal boller/brød og læg dem på en plade,
Lad dem hæve til ca. dobbelt størrelse og bag dem nu til de er færdig (ca. 40 min i gasovn)
(almindelig ovn __ min)
Vend brødet og bank på det - hvis det lyder hult er det færdigt.
Tips:

Dejen kan hæve i køleskabet i et par dage, hvis man ikke bruger det hele
Dejen skal være klæg da kernerne suger en del vand

Jo mere rugmel og fuldkornsmel der bruges, jo mere vand skal der i dejen
Dejen kan også bruges til pølsehorn/pizzasnegle,

Rul dejen flad, læg den på en bage plade og drys med krydderier evt. salt, olie, tomat og rosemarin.

Form dejen i små træstammer og rul den i melblandingen og læg dem tæt op af hinanden

Under bagningen kan der med fordel ligge en plade med en kop vand nederst i ovnen i starten af bagningen for at give dem en blød skorpe  

Steffen Bækkel / Kok THYRA

Motor
content-loader
content-loader
content-loader