Massiv ros fra Team Danmark efter tre VM-bronze
Dansk sejlsport har mange traditioner, og én af de bedste er, at Danmark hvert fjerde år vinder mindst én OL-medalje, skriver TD-boss, Michael Andersen i denne blog.
Legender som Poul Elvstrøm og Jesper Bank har med imponerende præstationer ved flere Olympiske Lege skabt international respekt om dansk sejlsport, og sejlsport er klart topscorer, når det drejer sig om flest danske OL-medaljer igennem tiderne.
Sådan skriver Michael Andersen fra Team Danmark i denne blog.
Med den dramatiske guldmedalje til Jonas Warrer og Martin Kirketerp i 49’eren i farvandet ud for Qingdao ved OL 2008 kom antallet op på hele 23 OL-medaljer efter 2. verdenskrig.
Det er henholdsvis 6 og 7 medaljer mere end roning og cykling på 2. og 3. pladsen. Og faktisk er det kun USA og Storbritannien, der vundet flere medaljer end Danmark i olympisk sejlsport i efterkrigstiden.
En eller to danske medaljer
Jeg tror, at antallet af danske OL-medaljer i sejlsport vokser med én eller måske endda to, når konkurrencer i Weymouth på den engelske sydkyst er afviklet i starten af august.
De sidste ugers VM-sejladser i de olympiske klasser har vist, at de danske sejlere er på den helt rette kurs.
Danmark er med i otte ud af i alt ti olympiske bådklasser, hvilket er to bådklasser mere end ved OL 2008.
Og flere af de danske sejlere har rigtig gode chancer for topplaceringer, da hver nation kun må stille med én båd i modsætning til VM, hvor stærke sejlsportsnationer som Storbritannien, Frankrig Australien og USA ofte har mere end én båd blandt de ti bedste.
Størst chance i 49er og Finn
Efter min opfattelse har Jonas Høgh-Christensen i Finnjollen samt Allan Nørregaard og Peter Lang i 49’eren de største danske medaljechancer ved OL-sejladserne.
Jonas vandt VM-guld i både 2006 og 2009, og ved VM i sidste uge viste Jonas med en flot bronzemedalje, at kursen mod et godt OL-resultat er sat. Jonas viser altid et utroligt højt bundniveau ved internationale mesterskaber, og taktisk er han en utrolig dygtig sejler.
Det bliver dog særdeles vanskeligt for Jonas at realisere den største drøm - OL-guldet – da én af OL’s allerstørste favoritter, Ben Ainslie, sejler på hjemmebanen.
Med seks VM-titler og OL-guld i både 2004 og 2008 er Ben Ainslie storfavorit til OL-guldet, men Jonas er blandt de meget få konkurrenter, som kan udfordre ham helt frem til medaljerace.
Allan Nørregaard, tv., med Peter Lang i baggrunden. Foto: Peter Hansen
Derfor kan Allan og Peter gøre det
Der er flere årsager til, at Allan og Peter efter min mening er blandt medaljekandidaterne i 49’er-klassen.
De to østjyder har i gennem de seneste to-tre sæsoner skabt mange gode resultater ved World Cups, og for få uger siden vandt besætningen VM-bronze i Kroatien efter en meget flot afslutning.
Allan og Peter har i de seneste måneder været igennem en knivskarp udtagelsesproces med især Jonas Warrer og Søren Hansen samt Peter Krüger og Nicolaj Thorsell – to danske besætninger, som også er blandt de allerbedste i verden.
Udtagelsesforløbet mellem de danske 49’ere har utvivlsomt styrket Allan og Peters motivation for en topplacering til OL, og bedømt ud fra det seneste års internationale stævner vil der formentlig kun være seks nationer – deriblandt Danmark - som reelt skal kæmpe om OL-medaljerne.
Starbåden overraskede
De seneste uger har også budt på to store VM-overraskelser fra andre danske sejlere i de olympiske bådklasser.
Rutinerede Claus Olesen og Michael Hestbæk, der til sommer skal deltage ved OL for fjerde gang, vandt for nylig VM-bronze i Starbåd-klassen, mens Henriette Koch og Lene Sommer i sidste uge blev nr. 7 i 470 W-klassen.
De flotte VM-resultater har utvivlsomt giver de to besætninger masser af selvtillid og tro på gode OL-præstationer i Weymouth.
Det er absolut realistisk med danske top ti-placeringer i såvel Starbåd-klassen som 470 W-klassen. Og måske kommer der en OL-overraskelse fra én eller begge besætninger.
Jeg glæder mig også til at følge de unge sejlertalenter – 20-årige Anne-Marie Rindum i Laser Radial-klassen og 21-årige Thorbjørn Schierup i Standard Radial-klassen – ved OL-sejladserne.
Hestbæk og Olesen kan vinde medajle i England.
Laser-resultat først i Rio
Både Anne-Marie og Thorbjørn skal dog primært til OL i London for at høste værdifulde erfaringer, så de kan være endnu længere fremme i medaljekampen i Rio 2016.
Derudover bliver det også spændende at følge matchrace for kvinder, hvor Lotte Meldgaard, Susanne Boidin og Tina Gramskov er OL-debutanter. Der er kun 12 både med i matchrace, så overraskelser i denne disciplin kan bestemt ikke udelukkes.
I de seneste uger har OL-sejlerne sammen med sportschef og tidligere OL-guldvinder Thomas Jacobsen og hele trænerstaben søgt - og fået – den nødvendige medvind.
Jeg er sikker på, at alle vil kæmpe benhårdt på at fastholde den gunstige kurs frem imod de spændende OL-sejladser i Weymouth.
Der er grund til masser af optimisme og tro på gode OL-præstationer af de danske sejlere i alle otte bådklasser.
Sandsynligheden for OL-medaljer til dansk sejlsport er større i dag end på noget andet tidspunkt i de seneste fire år. Skriver Michael Andersen, chef for Team Danmark.