Rønnow: Hvad sker der dog med priserne – og bådene!

Værfter som bygger nyt bliver færre. I Danmark kan de vel snart tælles på en hånd.

Brugtbåds-markedet bugner af tilbud med priser langt lavere end tidligere – og alligevel stagnerer salget.

Skal vi tro på annoncerne i bådpressen er det store både, som produceres. I dag må vi betragte en båd på 32 fod som en lille båd. Både som er endnu mindre sælges til meget små penge – hvis de overhovedet kan sælges.

På trods af de små priser tyder det ikke på, at vi er ved at få en hel ny generation ind i sejlsporten som nye bådejere.

Og så er der de mere klassiske både, som ikke er af nyere dato – og måske oven i købet bygget af træ.

De er et kapitel for sig selv. Bortset fra nogle ganske få, som måske har fået en ikonisk status, er de stort set ikke til at komme af med for penge.

Det er meget få sejlere, som har overskud – eller lyst til – at kaste sig over opgaven med at holde dem. De koster for mange kræfter, for megen tid, for megen viden eller håndværk og måske for mange penge.

Et eksempel på det har vi for tiden i min sejlklub på Amager. En af mine gode venner købte ny båd ved sæsonens slutning forrige år.

Han har selvklart brugt tid og kræfter på at få den flot op at stå – og nu skulle han så af med den gamle båd, en pragtfuld spidsgatter.

Ikke en klassebåd, men en køn, velsejlende og velbygget båd i gode materialer. Det har vist sig, at den nærmest er usælgelig på trods af disse gode egenskaber.

Det er selvfølgelig en ældre båd, men den har altid været passet fint. Den har en lang historie i vores sejlklub, har haft flere ejere i klubben, som alle har været gode ved den.

Mange sømil er det blevet til i danske, svenske og norske farvande. For år tilbage deltog den i sejladsen ”Next stop Sovjet”, hvor den på egen køl sejlede til Leningrad (nu Sct. Petersborg).

For nogle få år siden blev den glasfiberbelagt på bund og fribord. Sådan noget har man før set været forsøgt med gamle både – som faktisk var for syge til at det kunne betale sig – men her var båden under glasfiberen sund og god, og arbejdet blev fint udført med et smukt resultat.

Alligevel måtte det konstateres, at ingen viste interesse for båden – ud over nogle som kunne tænke sig at købe løsdele fra den.

Han har nu taget konsekvensen af det og er ved at ophugge båden. Sørgeligt, men sådan er det.

Den har en glimrende dieselmotor, som er nyere end motoren i hans ”nye” båd – og som vil kunne passe i denne. Der er også en blykøl på ca. 1.400 kilo, som vil kunne sælges.

Men synd og skam er det at se dette dejlige fartøj blive skåret i stykker. Alt træ som dukker frem under motorsavens skær ser fint og sundt ud, uanset om det er klædning, spanter eller dødtræ.

For nylig kunne vi i debatten se, at forsikringsselskaberne er begyndt at tale om, at vi skal til at betale til en ”skrotnings-pulje”.

De forventer, med andre ord, at vi fremover kan stå overfor en bølge af fartøjer, som ikke kan sælges, og som derfor vil skulle skrottes ligesom biler med tilhørende miljø-procedurer.

Det er ikke et rart perspektiv at tænke på. Rigtig god jul til alle. Jeg håber, at der ligger gode ting til jer og båden under juletræet.

Claus Rønnow