Bådkonstruktør Peer Bruun er død - blev 87 år
Mest kendt var Peer Bruun som fadder og udvikler af Flipperjollen. Bådkonstruktøren fra Espergærde tegnede også Meginjollen.
Peer Bruun var søn af bilimportøren K.W. Bruun. Hans kreative evner ledte ham naturligt til Kunstakademiet, hvorfra han blev uddannet arkitekt.
Blandt hans mest kendte værker er bebyggelserne i hjembyen, Espergærde, hvor han tegnede et stort antal huse samt det lokale Espergærdecentret.
Det er imidlertid nok som bådkonstruktør, at Peer Bruun er mest kendt. Han stod f.eks. bag den internationalt anerkendte Flipperjolle, der blev skabt med det formål, at amatører skulle kunne bygge den på en weekend, skriver Politiken.
Jollen var særligt populær hos unge sejlere og blev hædret med ID Prisen, som blev overrakt af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik i 1971.
Senere lod Peer Bruun sig inspirere af vikingernes måde at bygge både på, og denne interesse resulterede i endnu en jolle, Meginjollen, som kom til verden i 1988.
Sønnen Peter Bruun, der har tegnet Spækhuggeren, er gået i faderens fodspor og blevet bådkonstruktør.
Kilde: Politiken