Havneplads kan købes for pensionsmidler
I Middelfart skyder en ny marina op til efteråret. En bådplads koster 580 kroner per centimeter i bredden. Pladsen købes via aktier, der kan trækkes fra i skat via pensionen.
Med direktør Henning Borgersen, TEL-KA Entreprise ApS i spidsen sker der nu det, som mange vil opfatte som en udvidelse af den nuværende TEL-KA marina ved Kulturøen, men der er reelt tale om en ny marina til højre for den eksisterende havn.
Direktør Henning Borgersen var også primus motor da den nuværende TEL-KA marina blev etableret i 2003, så erfaringer derfra vil naturligvis blive bragt i anvendelse ved etableringen af den nye marina, der etableres med arbejdstitlen ”Havn2”.
Anerkendt arkitektfirma
På rådgiversiden har man valgt det internationalt anerkendte arkitektfirma Arkitema, Århus, det rådgivende ingeniørfirma M.S. Rosbæk, og alle de juridiske forhold om sagen håndteres af Ret & Råd Advokater, Middelfart.
Og investorer har allerede sikret finansieringen, lyder det. Der er pt. solgt 22 ud af 50 bådpladser til havnen, der forventes at være bygget i løbet af efteråret.
580 kr. per centimeter
En 4,5 meter bred båd koster 261.000 kroner, da en centimeter koster 580 kroner. Der er ingen begrænsninger i, hvem der kan købe aktier i Havn 2 A/S.
Private og selskaber er begge velkomne, og som noget nyt muligt at købe aktier i ”Havn2 A/S”for midler, som står på private pensionsopsparingskonti, hvorved man reelt får sin hjemhavn som en del af sin pensionsopsparing – endda med fradrag.
Til bådpladsen kan også købes en parkeringsplads med langtidsparkering, og lige nu er det til billig intropris.
Butiks og kontorcenter som nabo
Der bliver stander med tankning af diesle og benzin. I forbindelse med projekteringen af marinaen har man arbejdet tæt sammen med ”De 4 Skibe”, som bliver et butiks- og kontorcenter, der opføres som nabo til marinaen.