Rønnows Klumme: Hvad har vi dog gjort?

Nu kunne det være fristende at hyle og skrige op om forskelsbehandling mellem idrætsgrene og meget andet. Det vil jeg (næsten) afholde mig fra, da andre på udmærket vis allerede har gjort det. Det gælder både ”Danboat”, bådbranchens egen organisation og Dansk Sejlunion, som har indsendt deres kommentarer til politikerne, hvor de så rigtigt gør opmærksom på såvel urimeligheder og konkurrence- og beskæftigelsesproblematikker i forbindelse med forslaget.

Jeg vil blot konstatere, at ikke blot ”private” sejlere bliver ramt af en merudgift, men også sejlklubber med f.eks. sejlerskoler og ungdomsafdelinger, da de naturligvis har deres fartøjer forsikret. Klubbernes eneste mulighed for at få dækket omkostninger er naturligvis medlemmernes kontingent. Det kan blive vanskeligt i en mindre sejlklub med relativt få medlemmer.

Nu kunne man være ond og hævde, at det er godt at bådpriserne er i bund, så vores forsikringssum kan sættes ned. Det gælder bare ikke i virkeligheden. De fleste er bange for at være ”underforsikrede” i en situation hvor et uheld betyder, at forsikringssummen skal i spil. Nogle vil muligvis ophæve kaskoforsikringen og kun være ansvarsforsikrede (som de fleste havne og sejlklubber forlanger, at man skal være for at have plads i havnen).

Regeringer og politikere udviser en enestående kreativitet, når det gælder at finde emner til beskatning. Til alle tider og i alle samfund har vi set det. Det man kalder punktafgifter har vi set brugt i masser af sammenhænge på de mest finurlige ting. Tænk bare på den specialafgift du betaler, når du køber en elektrisk pære. Under besættelsen var der punktafgift på celluld – noget væmmeligt, kløende stof man syede tøj af, da man ikke kunne få ”rigtigt” klædestof. Efter besættelsen lagde man punktafgift på uld- og bomuldsstoffer, da de igen kom på markedet. Og sådan kunne man blive ved med at nævne eksempler.

Vi har i Danmark en lov, som foreskriver, at et lovforslag skal til høring hos de instanser, som det berører. I loven er angivet en høringsfrist på 3 uger. Denne frist tilsidesættes gang på gang – og det er den også blevet i dette tilfælde. Dansk Sejlunion har, mig bekendt, haft 2 dage til at meddele deres indsigelse. Det er ikke rimeligt.

Mange skattekroner bliver brugt til gode kulturelle- og idrætsformål. Helt fint med idrætsanlæg og sportshaller, hvor børn, unge og voksne kan dyrke sport mod en symbolsk betaling i forhold til udgiften af driften til disse anlæg. Jeg har ikke kendskab til en eneste kommunal- eller statshavn, hvor det ikke er brugerne, der skal dække for udgiften til driften. Det må vel antyde en forskel på sejlsporten og andre sportsgrene.

Nu går det nok, som det plejer. Sejlerne ryster på hovedet – og betaler!