Rønnows klumme: Hvorfor sejler vi – eller hvorfor sejler vi ikke?
- Jeg bliver lidt ked af at se rundt omkring i havnene, hvordan man ser rigtig mange fartøjer, som bare ligger ubrugte hen. De ligger bare – misligeholdte og overbegroede, skriver Claus Rønnow.
At have båd og sejle er dejligt. Det kan vi sejlere sikkert enes om. En del af glæden er interessen for både.
Vi kan aldrig få nok af at se på både, hvorhen vi end kommer. Vi kigger, vurderer, bemærker allehånde detaljer – glædes ved det kendte, imponeres af det fornemme eller forundres ved en ny trend eller båd-mode som måske ikke lige falder i vores smag.
Jeg husker fra min ungdomstid, hvordan spidsgatter-sejlere og kutter-sejlere kunne diskutere fordele og ulemper ved deres fartøjer.
Spidsgatterne var nogle klumpede træsko i kutterfolkets øjne, ligesom kutterne var nogle våde, spinkelt byggede fartmaskiner som man i spidsgatterfolkets øjne ikke burde betro sit liv.
Den første gang jeg fornemmede enighed mellem de to grupper, var, da den første LA-krydser landede i havnen.
Da kunne de blive enige om, at værre kuffert havde de da aldrig set – med omvendt spring, skråt hvaldæk og en mærkelig mastetop-rig.
Kunne det apparat overhovedet sejle? Vel, der kom da mange af dem – i nogle år var det den største klasse i distancesejladsen Sjælland Rundt.
Både lader os sjældent uberørte. Vi har hver især vores favoritter alt efter smag og behov.
Selv glæder jeg mig over vore traditionelle ”DFÆL”-fartøjer. Det er herligt, at der stadig findes sejlere, som vil bruge masser af kræfter, tid og penge på at holde vore ældre fartøjer sejlende.
De er – ligesom skonnerterne, galeaserne og jagterne - en vigtig del af den danske maritime kulturarv.
Men samtidig bliver jeg lidt ked af at se rundt omkring i havnene, hvordan man ser rigtig mange fartøjer, som bare ligger ubrugte hen.
Der kan være mange grunde til at en båd ikke sejles så meget. Det kan være manglende tid, sygdom eller andet, men overalt ser man både som bare slet ikke sejles.
De ligger bare – misligeholdte, overbegroede af skidt med tovværk som er grønt af alger, med langhalse under vandlinjen – kort sagt i miserabel stand. Det er helt tydeligt, at sejleren helt har mistet interessen for sin båd.
Hvorfor ser vi disse både? Hvorfor har man båd, hvis den ikke bruges eller holdes i sødygtig stand?
Jeg synes, at det er ærgerligt. Det er synd for ejerne. Det er synd for bådene. Det er synd for havnene. Det er synd for de, der gerne vil have en havneplads.
I nogle havne og klubber er man begyndt at forlange sådanne både taget på land, så man kan leje pladsen ud til en anden sejler, men det løser jo ikke problemet.
Så står båden bare der og bliver stadig ikke brugt – og mange klubber har i øvrigt mangel på landplads.
Spørger man havnefogederne rundt omkring, ryster de på hovedet og er ærgerlige. Mange steder vil man gerne gøre noget ved problemet, men det er ikke så ligetil.
Der er hensynet til den enkelte bådejer. Der er en problematik omkring den private ejendomsret osv. Kun i tilfælde af at man kan henvise til, at den ”forladte” båd udgør en risiko for havnen eller nabobådene, kan man intervenere.
Men synd og skam er det. Tænk på dem som ville være glade for at kunne overtage et sådan fartøj og give det en ordentlig overhaling og få det på vandet igen. Det ville være dejligt at se.
Claus Rønnow