Flere yngre kapsejladsledere
Gennemsnitsalderen falder hos dommerstanden i Danmark. Netværket KLU35 får uddannet flere og flere unge baneledere, og der er plads til nye ansigter på kurserne til vinter.
- Når de fleste danske kapsejlere tænker på en baneleder eller et jurymedlem, så forestiller de sig ofte en halvgammel mand. Og på kapsejladslederseminarerne, hvor landets kapsejladsledere mødes, har tendensen da også været, at gennemsnitsalderen steg med et år for hvert år der gik, fortæller Jon Møgelhøj fra Skovshoved Sejlklub, der er en af initiativtagerne til KLU35 (KapsejladsLedere Under 35).
Jon Møgelhøj og Søren Badstue (Vallensbæk Sejlklub), Martin Frislev (Egå Sejlklub), Jacob Andersen (Fredericia Sejlklub), Andreas Kuchler (Odense Sejlklub) og Steen Hansen (Kaløvig Bådelaug) tog initiativet til gruppen i foråret 2011, da de mente at problemet med mange ældre baneledere skulle løses. Resultatet blev ”KLU35”, som er et netværk af baneledere og dommere under 35 år.
Netværk og uddannelse
KLU35 Projektet består af to dele. Den ene er et netværk, hvor unge med interesse for at arrangere kapsejladser kan mødes – både rent fysisk men også over nettet, hvor facebookgruppen pt har aktive 36 medlemmer. Det har før været svært for unge med en ny banelederuddannelse at få foden inden for i kapsejladsarrangørverdenen, men dette netværk har hjulpet på det.
Den anden del er en undervisningsdel, hvor sejlunionen har givet penge ti,l at KLU35 kan udbyde kurser for unge med interesse for at blive baneledere eller jurymedlemmer. Det første hold var igennem en kursusrække sidste vinter.
Derfor har projektet først for alvor stået sin prøve i denne sæson, hvor det nye hold har været ude og afprøve deres nyerhvervede evner i stævner rundt om i landet.
- Resultatet har været godt, siger Jon Møgelhøj. Rigtig mange stævner har gjort brug af de nye unge kapsejladsuddannede.
Af store stævner med ung deltagelse i år kan bl.a. nævnes TORM JGP-stævnerne i Aabenraa og Kolding, Aarhus Festuge og Sail Extreme i Kerteminde. Og det helt store var da europajolleranglistestævnet i Skovshoved i april blev afholdt udelukkende med KLU35-folk i baneledelse og jury.
Nye kurser i vinter, kursister søges
- Det er planen at en ny kursusrække skal afholdes hen over vinteren, hvor vi vil undervise i regler, baneledelse og juryarbejde, fortæller Jon Møgelhøj og fortsætter. - Kurserne er gratis, og vi vil meget gerne have deltagere med fra hele landet!
Der er stadig ledige pladser på holdene, så er der interesserede unge, kan de skrive til KLU35 via deres facebook-side, hvor man også kan læse mere om projektet:
https://www.facebook.com/?ref=logo#!/pages/Kapsejladsledere-under-35/138825196186465
Udover at projektet har fået flere unge til at kaste sig over kapsejladserne, så har projektet også fået flere piger til at kaste sig over denne del af sejlsporten.
-Det var egentlig ikke vores mål fra starten, selvom det også var et problem at der ikke er mange piger der er med til den del at et stævne, slutter Jon Møgelhøj.
Vinterens uddannelsesforløb ser sådan ud:
Vi har brug for flere kursister, som kan være unge mellem ca. 15 og 35 år til et pakketilbud bestående af tre kurser:
-Regelkursus
-Banelederkursus
-Dommerkursus (Protestbehandler)