Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Speakers Corner i Hyde Park - anonymitet er ikke muligt her.......

Lorenzen: Debat er nødvendig

At få lov til at udtrykke sig, at deltage aktiv i en konstruktiv debat er for mange et ”must”. Men hvor går grænsen for ytringsfrihed, og hvad gør man for at sikre den gode tone

Af Morten Lorenzen |

Et væsentligt element af minbaad.dk er muligheden for at læsere kan deltage aktivt i en debat. Muligheden for at komme med ideer, forslag, erfaringer, ønsker, kritik og så videre.

Det benytter mange sig af, og langt den overvejende del af deltagerne gør det på en konstruktiv og positiv måde, med en god tone.

Men der er desværre også personer, som ofte under anonyme navne, vælger at bruge denne debatmulighed til at svine personer, organisationer og sager til på en så grim måde, at det grænser til injurier.

Vi har gang på gang været udsat for enkelte personer, som under forskellige navne, vælger at udtrykke sig meget personligt, og på en måde der er helt urimeligt. 

Vi kan på ip-addresserne se, at det ofte er samme person der får afløb for sine aggressioner eller følelser på en meget uheldig måde. 

Når dette sker, lokker det andre ”tosser” til tasterne, og pludselig har man en debat hvor der kastes med mudder og debatten bliver helt afsporet.

Det er vores indtryk, at disse ”debat-onanister” får et kick ud af at se deres indlæg på nettet, De nyder at se hvordan debatten udvikler sig i en mere og mere negativ grad. Og udvikler debatten sig ikke, så skaber de selv nye indlæg med nye anonyme navne, og får det til at se ud som om der er en debat. Det er en sygelig udvikling, og vi vil ikke acceptere dette mere.

Ytringsfrihed eller cencur

Der skal ikke være tvivl om, at vi er meget glade for ytringsfriheden og debatten – og vil egentlig gerne opfordre til at mange flere benyttede sig af muligheden på minbaad.dk

Men vi vil samtidig kræve, at man følger nogle enkelte regler når man debatterer. 

Angriber man personer, fremkommer man med usaglige påstande eller skriver man meningsløse indlæg, så vil vi tillade os at fjerne disse uden varsel. Det er ikke cencur, men et forsøg på at sikre en debatkultur, hvor der er respekt for den enkelte, for sagen og for debatten.

Anonym eller ej

Andre medier har meget rigide log-in systemer, hvor man skal oplyse CPR nummer eller på andre måder kunne vise sin identitet med sikkerhed.

Vi har valgt at have et meget let adgangsniveau, hvor man sagtens kan være anonym. 

Det mener vi faktisk kan være befriende engang imellem. Et anonymt indlæg kan i visse sammenhænge være fornuftigt, hvis blot man husker at have respekt for debatten og holder en god tone.

At være anonym og svine folk til – den går ikke. Og indlæg vil blive slettet uden varsel. Men har man en kommentar, som er berigende for debatten, så er man velkommen til at være anonym.

Så lad os få en god debat og en god tone – på minbaad.dk giver vi ikke stuearrest, eller stopper debatten – men vi vil UDEN VARSEL fjerne alle indlæg som ikke overholder vores regler:

Kommentarer må ikke indholde:

 

Personlige, krænkende, racistiske kommentarer eller hetz-lignende sprogbrug.

 

Usaglige indlæg, meningsløse eller ubegrundede kommentarer

 

Oprethavsretsbeskyttet indhold, eller være af kommerciel karakter, eller

være regulær spam.

 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader