Lystbåde skal betale for Lyngby Radio som Mærsk og erhvervslivet bruger mest

- 34 procents stigning. En afgiftsstigning på 34 procent er helt ude af proportioner. For en gennemsnitlig bådejer kan det betyde en årlig merudgift på flere tusinde kroner.

Det er åbenlyst, at en regering aldrig ville vove så voldsomme afgiftsstigninger over for bredere samfundsgrupper – med det massive negative pres, dette i så fald ville afstedkomme.

- Bådejere betaler for erhvervslivet. Bådejerne skal via afgiftsforhøjelsen betale HELE driftsudgiften for Lyngby Radio. Hvilket betyder, at den professionelle skibsfart – fragt, færger, erhvervsfiskeri mv. – intet bidrager med på trods af, at disse grupper også er omfattet af sikkerheden via Lyngby Radio og desuden tegner sig for en til sammen langt større andel af redningsoperationerne end lystsejlerne.

Det er isoleret set grotesk, at lystsejlerne betaler det hele – men bl.a. Mærsk slipper. 

- Lav andel af ulykker. Ministeren har i præmisserne for afgiftsforhøjelsen anført, at lystsejlere er skyld i 60 procent af redningsoperationerne. Denne påstand er faktuel forkert.

Andelen af danske lystsejlere, som umiddelbart vil blive berørt af afgiftsforhøjelsen, repræsenterede i 2011 cirka 13 procent af redningsoprationerne i de danske farvande.

De resterende 87 pct. kan henføres til bl.a. joller, surfere, kajakker, fritidsfiskere og ikke mindst den professionelle skibsfart. Ingen af disse grupper skal bidrage til Lyngby Radio-regningen.
   
- Bådejere er almindelige mennesker. Langt de fleste bådejere er almindelige mennesker med almindelige indtægter. De har blot valgt at prioritere lystsejlads frem for at eje et sommerhus, en campingvogn, tage på charterrejser mv.

Afgiftsforhøjelsen rammer dermed forbi mål i det omfang, regningen fr politisk side er tiltænkt ”velbjærgede sejlere, som har råd til at betale”. Argumentet er vigtigt, fordi det bidrager til at nuancere billedet af danske sejlere – og dermed underminere en indarbejdet fordom om lystsejlere som udelukkende velbjærgede mennesker. 

- Børn og unge rammes. Sejlkluberne finansierer selv de joller, som børn og unge benytter i træningen. Jollerne er forsikrede, og det vil med dette forslag betyde, at en sejlklub kommer til at betale afgift for hver eneste lille jolle i klubbens ejendom.

Afgiftsforhøjelsen kan for en almindelig sejlklub nemt medføre en udgiftsstigning på kr. 20.000,- eller mere, hvilket i sagens natur vil påvirke klubbernes fritidstilbud til børn og unge, der gerne vil sejle. Argumentet er vigtigt, fordi det understreger afgiftens påvirkning af sejlsportens almennyttige virke.  

- Betaler allerede 115 mill. Lystsejlerne har i mange år betalt en årlig afgift på én procent af forsikringssummen – hvilket giver staten et årligt provenu på ca. kr. 115 millioner. Afgiften blev oprindeligt indført for at dække udgifter til lystsejlernes bøjer og afmærkninger.

Siden er afgiften hævet – samtidig med, at lystsejlernes bøjer og afmærkninger er forsvundet. I dag er den officielle og ikke særligt dækkende forklaring, at afgiften går til primært bøjer/afmærkninger, farvandsadvarsler og Søsportens Sikkerhedsråd.

Det hører med til billedet, at de steder – i indre farvande – hvor lystsejlere rent faktisk har egne bøjer/afmærkninger, så er disse finansieret af sejlerne ved direkte brugerbetaling. Sejlerne bliver således både afkrævet en ikke-klarlagt afgift for bøjer/afmærkninger og har samtidig direkte brugerbetaling for faktiske bøjer/afmærkninger.

- Ringe høringsfrist. Afgiftsforhøjelsen blev lanceret med en høringsfrist på blot fire dage. Det er et uhørt kort varsel, som ikke levner berørte parter mulighed for at udarbejde tilbundsgående svar. Dertil kommer, at almindelige regler for god forvaltningsskik bliver trådt under fode.