Gå til hoved-indhold
Mathilde og Dagmar var også på sommertur i år en Drabant 24. Foto: Troels LykkeTur
Mathilde og Dagmar var også på sommertur i år en Drabant 24. Foto: Troels Lykke

Velkommen hjem fra tur - men sejl også i september og oktober

Rønnows klumme: Jeg håber, at du har haft en pragtfuld tur med nye og spændende pladser, pragtfuld natur, dejlige solnedgange og god stemning, men det er langt fra slut.

 

Af claus rønnow |

Som altid er det hyggeligt at møde sejlervenner og klubkammerater igen efter sommerturen. Vi skal naturligvis lige have alle ”historierne” fra hinandens ture fortalt – helst med en hel masse sejladsmæssige detaljer, som vi så kan glæde os over.

Alle har oplevelser at berette med mere eller mindre spektakulært indhold på både godt og ondt.

Det er altid sjovt at lægge mærke til hvor forskelligt tingene opleves. I år har mange tilsyneladende kortet deres sommertur af grundet for regnfuldt/blæsende/kedeligt vejr, mens andre bare er fortsat ufortrødent. Som altid får du tre variationer af vejret, når du snakker med tre forskellige sejlere.

For vores eget vedkommende fik sommerturen et andet indhold, end vi havde forestillet os. Vi skulle have været af sted med børn og børnebørn i to både. Vi har aldrig sejlet sammen med andre på længere ture, men lige netop vore to både er rigtig gode til at følges ad.

De sejler stort set ens fart i både let og hård luft. Umiddelbart før turen begyndte mine, i forvejen dårlige ben, at skabe sig helt tossede, hvorfor vi måtte sende børnene af sted alene. De havde en herlig sommertur.
De skulle vestover og på første halvdel af turen stod vinden i noget med øst.

Lege sommertur i Sundet

På anden halvdel stod vinden i noget med vest – så heldig har man lov at være. Vi gamle måtte ”nøjes” med at ”lege sommertur” i Sundet, men havde det dejligt alligevel.

En sommertur kan ofte få et helt andet indhold end planlagt. En klubkammerats motor døde i Dragør – 5 sømil hjemmefra. Eller hvad med vores gode motorbådsven Kurt.

Han skulle lige handle det sidste til turen i et supermarked, hvor de er ved at bygge et højhus. Mens han var inde at handle, sprang en støbeslange og Kurts splinternye bil blev (lettere overdrevet) halvt begravet i beton. Jo, jo, der kan komme mange ting i vejen.

Jeg håber, at du har haft en pragtfuld tur med masser af dejlig sejlads og gode oplevelser. At du har oplevet nye og spændende pladser med pragtfuld natur, dejlige solnedgange og god stemning.

Det er sådan noget, som giver energi og gode minder, som hjælper os igennem den lange vinter.

Da vi nu var nødt til at være i byen et par gange om ugen, fordi benene skulle behandles, havde jeg lejlighed til at se nogle af sejladserne fra OL i Weymouth.

Det var spændende at følge de danske sejlere. Sølv i Finn-jolle og Bronze i 49’er – det fortjener et hurra.

Hvis din egen sommertur har været et forhindringsløb, eller du på anden måde har været besværet, så husk at næste år bliver det meget bedre.

Vi får det fineste vejr – båden vil sejle som aldrig før – din navigation vil sidde lige i øjet og din besætning vil opføre sig eksemplarisk.

Sæson er slet ikke forbi endnu

Og tænk så på, at sæsonen slet, slet ikke er forbi endnu. Vi har lov at håbe på rigtig mange gode ture endnu. Både september og oktober kan være fine sejlmåneder!Måske du lige skulle tjekke lyset i dine lanterner.

Rigtig god rest-sæson

Claus Rønnow

 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader