E-jolle junior: Emil Munch fik sølv - AM Laugesen bronze
Junior Nordiske Mesterskaber afsluttet i Pärnu, Estland. Der var fem danske sejlere i Europajolle. Der blev høstet to medaljer og en flot fjerdeplads.
Der blev kun afviklet 5 sejladser ud af 9 planlagte. Det skyldes manglende vind på grund af flot sommervejr. De fem sejladser blev således afviklet i forholdsvis let luft. Kun på sidstedagen blev to sejladser sejlet i lidt mere frisk vind.
Emil Munch, Kaløvig, fik sølv hos drengene, og endte på en samlet 3. plads i feltet, der talte 31 drenge og piger.
Søndag var Emil flyvende og sejlede to suveræne førstepladser hjem i noget flot sejlervejr.
- Det var lige noget luft, der passede til mig. Man skulle hænge lidt og styre jollen rigtigt gennem søerne, fortæller en glad Emil efter sejladserne. Nordisk mester blev Pontus Dahl fra Sverige.
Anne Mette Laugesen fra Skive/Sallingsund Sejlklub vandt bronze hos pigerne og endte faktisk a´ point med sølvmedaljevinderen, Astrid Still fra Finland.
Finne vandt hos kvinderne
Pigernes konkurrence blev vundet af Venla Soini, Finland. Anne Mette sluttede i den samlede konkurrence på en femteplads.
På trods af, at en stor del af Nordens øvrige E-jolle sejlere deltog i VM og EM, der afholdes samtidigt som NM, var det et stærkt felt af mange unge sejlertalenter.
Pigerne var i det hele taget dygtige i dette stævne, specielt de finske piger. For både Emil og Anne Mettes vedkommende var det første sæson i Europajollen. De kommer begge fra Zoom8-klassen, hvor Emil sidste år vandt sølv ved VM og Anne Mette vandt Nordisk og DM.
Flot 4. plads til Skovshoved
Victor Kenting Hansen fra Skovshoved Sejlklub endte på en flot fjerdeplads hos drengene efter at have ligget i top-tre indtil sidste sejlads.
Gustav Wantzin blev nr 8 og Frederik Andersen, ligeledes Skovshoved, sluttede som nr 12 hos drengene.
Link til flere resultater og info (Stævneside): http://www.ny2012.ee
Facebook: http://www.facebook.com/groups/387244267980864/