Skafte-Holm og Nobel: Atlanten er IKKE for fjordsejlere

Det er nu en uge siden, at vi startede fra Las Palmas, Gran Canaria med kurs mod St. Lucia i Atlantic Rally for Cruisers, ARC.

Vejret er vist det man kalder lidt overraskende selv for meteorologer. Vores egen meteorolog Mikkel Oldrup DMI, som vi kender fra de glade Nokia-dage forudsagde lidt hårdt vejr på den nordlige rute vi har valgt.

Og det må vi give ham ret i. I de sidste 3 døgn har vi krydset op imod vind og vejr i noget der vist i gamle dage hed en mersejlskuling.

Stormer gør det ikke, men det blæser 17 døde og alt hvad der kan rive sig løs har forhåbentlig gjort det. I nat var det spise bordet i salonen som pludselig lå nede i læ.

Det skal lige siges at der skal tre mand til at bære det og det kan ikke klappes sammen. Selve bordskredet betød også at selvstyreren er historie. Apteringen fra Hanse er på en hård prøve og de afrevne låger lægges i kistebænkene så ingen kommer til skade.

Søsygen har haft godt fat i flere så i nat måtte vi ned på 2 timersvagter og stormkost som består at sodavand, slik og nødder. 

Der er vådt sejlertøj, redningsveste og sikkerhedsseler overalt og hvis man ellers kunne få fat i ISS så ville en fugt og lugtsanering falde på et tørt sted. husk vi har tropiske temperaturer med høj luffugtighed så frugten lugter hurtigt.

Sejlføringen er en hård fok alene og vi går op til 12 knob på en blød bidevind. I nat var vi lige oppe og hilse på de 38 knobs vind. Det er så meget luft at man ikke kan høre hvad man selv tænker.

Vi ligger nu med kurs mod Brasilien og venter på en rummer på 40 grader så vi kan holde op. Den skulle komme i løbet af dagen. Herefter er der udsigt til den passatvind som hele racet drejer sig om. Den skulle blive på ca. 15 knob lige i rumpen.

Uden at sige for meget kan jeg godt afsløre at det ser vi frem til. Moderne både er fyldt med alle mulige elektroniske mysterier. Den tid hvor man kunne tørre strømfordeleren af for fugt og give den lidt pronto er helt slut. Hver dag sine elektroniske udfordringer.

I går holdt konverterne op med at virke- det betyder at min ikke kan lade sin computer og bruge nespressomaskinen og den amrikanske riskoger. Så er det man tænker - hvad bliver det næste. Problemet blev løst og det viste sig at være en sikring. Puha.

Samme dag løsnede hele den ene spilkop sig og toppen lå på dækket. Hvis den var faldet i vandet havde vi været ilde ude. Vi har fundet en løsning på det problem.

Det næste er at det elektriske forstag ikke rigtig kan med sig selv. Bund og top kører asyncront og vi tør ikke rulle den ind af frygt for at den så ikke vil ud igen. 

Når man sejler så langt er det vigtigt at ens sjæl har det godt - det der holder vores sjæl på overarbejde er ikke det sejltekniske, men det elektrotekniske og det er ærlig talt ikke rart. sejlglæde og simpel living hænger godt sammen. Det kommer vi tilbage til ved en senere lejlighed!

Vi klør på og siger: Hurra for skippers kone når vi når Amerika!! Vi har snart sejlet halvvejen!

PS: De siger at vi ligger nr. 8, men ved ikke af hvad  - har ikke set en båd siden i torsdags.

PPS: nu hører jeg at generatoren ikke giver kølevand - av av.