Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

Baad og Olsen fører i 49erFX trods knækket mast

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen knækkede masten i deres 49erFX World Cup-debut der bød på tre sejre på Mallorca. Holdet lånte mast af tyskere efter den knækkede i brænding.

 

Af Troels Lykke |

Gårsdagens historie om de danske landsholdssejlere Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen fører tankerne tilbage på OL-finalen i 2008.

Her knækkede Jonas Warrer og Martin Kirketerp masten på vej ud til banen, lånte en båd fra kroaterne og endte med at vinde OL.
 
Helt så afgørende var tirsdagens forløb ikke for 49erFX-sejlerne Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen, men det lykkedes dem dog at vinde dagens sidste sejlads efter et mastebrud i deres World Cup-debut. Det skriver Dansk Sejlunion til pressen.

Knækker i brænding
 
På vej på vandet væltede 49erFX'eren i brændingen og masten knækkede. Danskerne havde allerede domineret dagens første tre sejladser og var ivrig for at få endnu en sejr i hus.

Landsmanden Louise Kristensen, der sejler med tysk reserveskipper på Mallorca, valgte meget generøst at låne sin båd til holdkammeraterne.
 
"Vi var tæt på ikke at sige ja," fortæller Ida Marie og Marie fra Mallorca.
 
På kapsejladsbanen var der ikke meget slinger i valsen for danskerne trods lånt båd. Dagens tredje sejr ud af fire mulige kom i hus.
 
"Vi sejlede klogt, havde fartoverskud og håndterede båden bedre end konkurrencerne. Vi var spændt på niveauet og skulle se konkurrenterne an - det er gode sejlere, men de har det svært i de udfordrende forhold. I mindre vind vil vi helt sikkert få mere konkurrence," er konklusionen fra 49erFX-pigerne der fører World Cup-stævnet med 9 point.
 
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen fuldendte en god dansk dag i 49erFX-klassen med en samlet tredjeplads 11 point efter landsmændene.
 
I 49er-klassen sejlede Jonas Warrer og Peter Lang stabilt på dagen, men faldt tilbage på 5. pladsen. I Laser Radial indtager Anne-Marie Rindom 2. pladsen og Sarah Gunni 5. pladsen.
 
Danske resultater - dag 2 44 TROFEO S.A.R. PRINCESA SOFÍA MAPFRE
 
49er - 74 både
 5 Jonas Warrer/Peter Lang - Kongelig Dansk Yachtklub
 9 Allan Nørregaard/Anders Thomsen - Kolding Sejlklub/Hellerup Sejlklub
 22 Jonathan Bay/Christopher Thorsell - Kongelig Dansk Yachtklub
 23 Mads Emil Lubeck/Christian Peter Lubeck - Kongelig Dansk Yachtklub
 48 Anders Hylen Klippenberg(NOR)/Christian Christfort Gormsen - Yachtklubben Furesøen
 65 Tobias Hemdorff/Søren Wiegand Kristensen - Kaløvig Bådelaug/Århus Sejlklub
 65 Simon Fruergaard/Martin Fruergaard - Århus Sejlklub

49erFX - 31 både
 1 Ida Marie Baad/Marie Thusgaard Olsen - Århus Sejlklub
 3 Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen - Kongelig Dansk Yachtklub/Yachtklubben Furesøen
 12 Lin Ea Cenholt Christiansen/Line Emsvang - Århus Sejlklub
 15 Maiken Schütt/Anne-Julie Schütt - Horsens Sejlklub/Århus Sejlklub
 22 Laura Konitzer (GER)/Louise Kristensen - Kongelig Dansk Yachtklub

Laser Radial - 66 både
 2 Anne-Marie Rindom - Horsens Sejlklub
 5 Sarah Gunni - Kongelig Dansk Yachtklub
 23 Céline Behr Carlsen - Kongelig Dansk Yachtklub
 27 Sofie Slotsgaard - Fredericia Sejlklub
 Laser Standard - 119 både
 111 Christian Guldberg Rost - Egå Sejlklub

RS:X - 28 deltagere
 18 Lærke Buhl-Hansen - Århus Sejlklub
 
Nyt og resultater fra Mallorca kan følges med løbende opdateringer på www.sejlsport.dk/direkte samt på den officielle hjemmeside.
 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader