Gå til hoved-indhold
Sailing Aarhus fortsætter uændret med Kaløvig Bådelaug, Sejlklubben Bugten, Marselisborg Sejlklub og Aarhus Sejlklub. Foto: Sailing AarhusSejlklubber
Sailing Aarhus fortsætter uændret med Kaløvig Bådelaug, Sejlklubben Bugten, Marselisborg Sejlklub og Aarhus Sejlklub. Foto: Sailing Aarhus

Skilsmisse i Sailing Aarhus - Egå siger farvel

Egå Sejlklub trækker sig nu fra Sailing Aarhus samarbejdet. Allerede sidste år valgte Egå sejlklubs bestyrelse at trække sig fra Team Danmark-kraftcenter samarbejdet og ESAA.

Af katrine bertelsen |

Egå Sejlklub har meddelt Sailing Aarhus bestyrelse, at klubben med virkning fra 31. december 2013 ønsker at udtræde af Sailing Aarhus samarbejdet.

Udtrædelsen sker på baggrund af længere tids drøftelser internt i Egå Sejlklubs hovedbestyrelse, hvor man ikke finder formål i at involvere sig i at fortsætte samarbejdet.

Dette er tidligere også kommet til udtryk, blandt andet ved, at Egå Sejlklub sidste år meldte sig ud af det fælles talent- og elitesamarbejde ESAA samt Team Danmark Kraftcenter arbejdet i Aarhus.

Vi fokuserer på samarbejdet

Formand for Sailing Aarhus bestyrelse, Niels Frølund lægger vægt på de mange positive tiltag, som samarbejdet i Sailing Aarhus har ført med sig. Alle kapsejladserne, Team Danmark Kraftcenteret og ikke mindst det nye sejlsportscenter på Aarhus havn.

- Vi har fokus på det fremadrettede samarbejde, og må tage til efterretning, at Egå Sejlklub ikke længere ønsker at indgå i det, siger han. - Det er ærgerligt, at de trækker sig fra samarbejdet, men det må vi acceptere. Egå er til enhver tid velkomne tilbage, når de er klar til det, siger Niels Frølund til minbaad.dk.

Er rønnebærrene sure?

I et referat fra et bestyrelsesmøde den 26. juni 2012 – hvor kun tre personer fra Egås Sejlklub deltog: Formand, Claus Dalbøge, Næstformand Peter Juul Christiansen og Kasserer Flemming Rost – blev samarbejdet med Sailing Aarhus diskuteret.

Her fremgår det, at Egå Sejlklub bl.a. er kede af, at aktiviteterne ligger med udgangspunkt i Aarhus, og at det er Aarhus der bliver nævnt også ved Egå-arrangementer.

Også det nye sejlsportscenters placering i Aarhus by giver grund til utilfredshed, men også en følelse af at blive brugt af Aarhus Sejlklub, har sneget sig ind i referatet.

I referatet stå bl.a.:

”Der var enighed om at der er meget fokus på Århus sejlklub og en fornemmelse af at Egå mfl. bliver brugt ”som løftestang” til at fremme interesserne i Århus gennem Sailing Aarhus.”

Minbaad.dk har fra flere kilder erfaret, at netop Aarhus Sejlklub med Per Risvang i spidsen, tidligere har været temmelig ”fremadstormende” i deres markedsføring af klubben.

Konklusionen på utilfredsheden i Egå Sejlklub fremgår af referatet fra det seneste møde d. 16. januar i Egå Sejlklub:

”Bestyrelsen ønsker at koncentrere sine kræfter om drift og udvikling af egen klub, uden at skulle afse betydelige kræfter til Sailing Aarhus samarbejdet.”

Minbaad.dk har forgæves prøvet at få en kommentar fra Egå Sejlklubs formand Claus Dalbøge, men han tager ikke telefonen.

Sailing Aarhus fortsætter

Sailing Aarhus fortsætter uændret med Kaløvig Bådelaug, Sejlklubben Bugten, Marselisborg Sejlklub og Aarhus Sejlklub som medlemmer og repræsenterer dermed flertallet af organiserede sejlklubsmedlemmer i Aarhus.

Egå Sejlklubs udtrædelse kommer således ikke til at påvirke hverken strategi eller den daglige drift.

Om Sailing Aarhus

Udover en lang række internationale events i kalenderen de kommende år, står Sailing Aarhus også bag elite- og talentarbejdet i Aarhus, blandt andet som det ene af to internationale Team Danmark Kraftcentre i Danmark i samarbejde med Dansk Sejlunion og Team Danmark.

Ligesom Sailing Aarhus driver ESAA samarbejdet med Aarhus Kommune og en række uddannelsinstitutioner.

Sailing Aarhus fortsætter uændret med Kaløvig Bådelaug, Sejlklubben Bugten, Marselisborg Sejlklub og Aarhus Sejlklub.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader