Tuco fik besøg af Regeringens embedsmænd
Tuco Marine Group i Faaborg havde i denne uge besøg af Regeringens embedsmænd og mange andre spidser, som et led i Dansk Industris studietur.
Den store delegation af embedsmænd fra Regeringen skulle opleve virksomheden i Faaborg og høre om hverdagen og produkterne hos Tuco Marine, og om hvordan man fra administrationen bedst kan imødekomme ønskerne fra mindre og mellemstore virksomheder.
”Det er fantastisk positivt, at få mulighed for på den her måde at tale direkte til kontorchefer og direktører i Ministerierne. For på den måde oplever vi jo at der faktisk er en interesse for vores virksomheder i administrationen”, siger direktør i Tuco Marine ApS, Jonas Pedersen.
Seks virksomheder valgt ud
”Vi er naturligvis ekstra glade for at man fra Dansk Industri har valgt Tuco Marine som en af de 6 virksomheder landet rundt som er med til at give et bredt billede af de mindre og mellemstore virksomheder,” forklarer han.
Tuco Marine ApS med datterselskaberne Tuco Yacht Værft ApS og Tuco Composites ApS har gennem de sidste 5 år specialiseret sig i de helt lette og super stærke kulfiberstrukturer til skibsbygning.
Og igennem en række store projekter har Tuco Marine Group opbygget erfaring og en reference liste på disse store kulfibre nybygninger som er ganske unik i et marked som er under hastig udvikling på grund af kulfiberens større og større udbredelse inden for skibsbygning.
Brændstofsbesparende skibe er in
”Det er godt at se at regeringens vækstplan for det maritime område, som jo direkte nævner et øget fokus på vores kerneområde, nemlig de lette og brændstofbesparende skibe i kompositter, på denne måde bliver fulgt op på embedsmandsplanet, og Vi håber da, at nogen af de inputs vi kan give på sådan en dag, kan være med til at skabe bedre vilkår for både vores virksomhed og for vores kollegaer i det maritime," siger Jonas Pedersen.
Besøgene på Tuco Marine i Faaborg, var ud over en række direktører, chefer og konsulenter fra Dansk Industri, kontorchefer og direktører fra Erhvervsstyrelsen, Skatteministeriet, Miljøstyrelsen, Ministeriet for Forskning og Innovation, Udenrigsministeriet, Erhvervs og Vækstministeriet, Danida, Vækstfonden og Højteknologifonden.