Vikingeskibsmuseet i fare
Ved Vikingeskibsmuseet på Roskilde Havn står vandet nu op ad vinduerne. Museet er blevet sikret med plader og sandsække, men vandet er ved at trænge ind.
Vikingeskibsmuseet i Roskilde er i fare for at blive oversvømmet i løbet af fredagen. Den voldsomme vinterstorm ”Bodil” har presset vandstanden i Roskilde Fjord op i et faretruende niveau, og der er risiko for, at vandet stiger to meter over det normale niveau.
Lige nu kæmper Vikingeskibsmuseets ansatte og Beredskabsstyrelsen mod de stigende vandmasser, der oversvømmer området. Inde på museet er der fem ca. 1000 år gamle vikingeskibe, der er konserverede og derfor ikke tåler vand.
Vikingeskibene er nationale klenodier, og det er klart, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for, at der ikke sker dem noget, siger Søren Nielsen, afdelingsleder i Vikingemuseet, til dr.dk.
Udendøre ligger ca. 40 skibe, som bliver trukket længere op på land.
Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og Midt- og Vestsjællands Politi har siden klokken to i nat arbejdet på at undgå oversvømmelser ved at lægge sandsække omkring museet, men vandet stiger hurtigt.
Fotograf Søren Svarre er også på havnen og fortæller, at den er ved at blive spærret af.
- Vinden kommer til at stå i nordvest de næste par dage, så det går sandsynligvis helt galt, hvis der ikke sker et mirakel. jeg har aldrig set Roskilde Fjord se sådan ud før slutter han, mens han forsøger at få nogle flere fotos til minbaad.dks læsere før havnen lukker.