Talentfulde Bjørnholt-tvillinger drømmer om OL i Nacra 17
De kommende OL-sejlere Daniel og Nicolaj Bjørnholt satte Russell Coutts på plads under Redbull Youth America's Cup i USA, da verdens dyreste sejler blandede sig for meget på en AC 45. Portræt.
Tvillingerne Daniel og Nicolaj Bjørnholt er nogle af de mest talentfulde katamaran-sejlere i Danmark. I februar var de i San Francisco, hvor duoen spillede en central rolle på en AC 45 til seks millioner kroner.
Her sejlede de med fire andre om bord. Det blev til en tredjeplads i Red Bull Youth America's Cup kvalifikationsserie, noget der gav så meget genlyd, at de måtte forklare om det på TV2.
Det danske hold nåede dog ikke finalen senere i år, men det uprøvede hold var de bedste de sidste to dage, da de endelig havde lært den spektakulære AC 45er at kende. De vigtige starter stod de to Svendborg-sejlere, tvillingerne Daniel og Nicolaj Bjørnholt, for.
- Vi fik lov til at bestemme starterne. Nicolaj kaldte tiden op til startlinjen, som når vi ellers sejler sammen, så på den måde fik vi lavet gode starter, forklarer 18-årige Daniel Bjørnholt til BådNyt.
Coutts, hold lige mund
Da de unge kæmpede på AC 45eren, sad blandt andet den flerdobbelte America's Cup-vinder Russell Coutts en af dagene og rådgav holdet.
- Men vi måtte faktisk bede Russell Coutts og Roman Hagara (OL-medaljevinder i Tornado, red.) om ikke at blande sig, for det blev alt for forvirrende og det blev faktisk bedre efter de ikke sagde noget til os. Problemet var også at vi talte mest på dansk, når vi sejlede, siger Daniel Bjørnholt og griner over at holdet havde sat verdens måske bedst betalte sejler, Russell Coutts fra Oracle Racing Team, på plads.
Brødrene er i dag på Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstnrs SAP Extreme Sailings ungdomshold, hvor der sejles i Extreme 40.
Gennembrud i 2010
De to brødre startede i sin tid i Optimistjollen, da de var ni år, men her blev det ikke til de store resultater, men som 12-årige startede de to Bjørnholt-brødre i Hobie Cat 16 i Middelfart i 2007 og derefter tog sejlerkarrieren fat. Det viste sig hurtigt, at de var vældig talentfulde og allerede i 2009 blev de udtaget til Ungdoms-VM, WYSC.
- Vi trænede hver dag i en længere periode og blev bedre og bedre, siger Daniel Bjørnholt, der havde sin bror med ved telefonen.
Det var dog først for alvor at de internationale resultater viste sig ved Ungdoms-VM i 2010 i Tyrkiet og 2011 i Kroation, hvor brødrene begge gange tog sølv i SL-katamaranen.
I Hobie Cat 16 Spi blev det til 8. pladser ved EM i 2011 og 2012, hvor der var 120 deltagere. Resultatet er det bedste de seneste mange år af en dansk besætning.
Vandt ungdoms-VM i Hobie Cat 16 Spi
Brødrene vandt samtidig ungdoms-EM i Hobie Cat 16 Spi og DM-guld i 2011. Samme år hvor sejlerne, der bor i Egebjerg, nord for Svendborg, flyttede til Svendborg Sunds Sejlklub, der købte to Hobie Cat 16. Selv købte brødrene en Hobie Tiger til den åbne F18klasse.
Målet er blandt andet at de vil sejle VM i år i Italien, hvor de vil se på andre, mere moderne bådtyper i F18-klassen, som Cirrus eller Wild Cat. En ny koster dog 150.000 kroner og Bjørnholt-brødrene er først ved at afslutte på Rudolph Steiner-skolen i Odense, så midlerne er ikke store, dog vil forældrene hjælpe med et lån.
For stærke sammen til DM
I Hobie Cat 16 Spi sejler brødrene ikke mere sammen, de er ganske enkelt for suveræne, især er deres manøvrer helt i top, erfarer BådNyt.
- Vi kan godt li’ den udfordring, at Nicolaj og jeg sejler mod hinanden i Hobie Cat 16-klassen, frem for at vinde stort, så derfor har vi fundet kvindelige makkere til DM, så sidste år blev jeg nummer to, forklarer Daniel Bjørnholt. Hobie Cat 16 Spi er sjov at sejle:
- Det er jo verdens største katamaran-klasse, og den anden eller tredje mest solgte bådtype i verden, og det går da stærkt og den går let på snuden, hvis man sejler ned i en bølge på læns.
Om farten siger den 1,91 meter høje slanke sejler med det lange svenskerhår:
- Vi kan sejle 15-16 knob på kryds, men så sejler vi kun 45 grader til vinden, men fartrekorden i en Hobie Cat 16 skulle være på 34 knob, siger sejleren. Danskerne Thomas Paasch og Thomas Capitani skulle også have præsteret hastigheder omkring det, erfarer BådNyt.
Drømmer om OL
Brødrene, der ejer to Hobie Cat 16 Spi og en fjerdedel af en Hobie Tiger, vil gerne fortsætte med at sejle sammen i en ny F18-bådtype, men det største mål for brødrene er at skifte til den nye, olympiske bådtype Nacra 17.
- Vi vil forbedre vores evner i katamaran-sejlads i F18-klassen, da bådene minder om Nacra 17. Så er der bedre mulighed for at skaffe penge til en Nacra 17 gennem sponsorer, og vi skal jo også lede efter en kvindelig makker. Men først skal vi have afsluttet skolen, men efter juli har vi et års sabbat til at sejle i, siger sejleren, der ikke ved om han efterfølgende skal på universitetet og læse.
Læs hele artiklen i BådNyt på gaden.
Hobie Cat 16
Længde 5,11 m
Bredde 2,41 m
Mastehøjde 7,92 m
Vægt 145 kg
Storsejl 13,8 m2
Fok 5,1 m2
Gennaker 17,5 m2
Pris 110.000 kr.
Brugtpris 35.000 kr.
Klasse www.denmark.hobieclass.com
Importør www.Borresen.com
Daniel Bjørnholt under ungdoms-AC i San Francisco.
Tvillingebror Nicolaj Bjørnholt var også i USA.