Selvstyrer og kortplotter styres fra rorpind på ny Luffe 3.6
Luffe 3.6 havde verdenspremiere under den lille udstilling i Kolding. Vi talte med Oluf Jørgensen, der nu præsenterer afløseren til Luffe 37.
Nyheden var den mest besøgte på udstillingen i Kolding. Båden afløser Luffe 37 og i den nye Luffe 3.6 er der ståhøjde i kahytten selv til personer på over 1,85 meter.
Kahytten har generelt mere plads end i den tidligere model. Fra rorpinden kan man smart sætte båden på autopilot eller justere kortplotteren, så man ikke skal forlade sin plads, når man styrer.
- På denne model har vi sat god plads af til en solfanger, så man kan blive længere ude på vandet uden at skulle få strøm i havnene, siger Oluf Jørgensen, som under udstillingen fejrede Luffe Yachts 40 års jubilæum.
Luffe-bådene er kendt for at sejle stærkt og for byggekvalitet i verdensklasse og bådene er samtid kendt for at være smukke og hurtige.
I dag er der 11 ansatte på værftet i Kolding. Om salget af Luffe 3.6 lyder det optimistisk.
- Jeg forventer da, at sælge nogle stykker, siger Oluf Jørgensen, der nu gør båden sejlklar. Masten er fra Seldén med rodrig og sejlene bliver Elvstrøms Epex-sejl.
Sejlklar med instrumenter, teak på dæk og sejl, koster båden 1,78 mio. kroner, men den sælges fra 1,2 mio. kroner.