Aarhus Big Boat 2014: Både ORCi og DH
Så er der sat dato på Aarhus Big Boat 2014. Næste år kan der sejles både efter ORCi og DH. Stævnet er en del af Danish Big Boat Series, og udtagelse til Royal Ocean Cup.
Aarhus Big Boat Race vil igen være på banen næste år og har nu fastsat datoen for stævnet, nemlig til 7.-8. juni 2014. Datoen er igen lagt for at gøre det bekvemt for storbåds-sejlere, der ønsker at deltage i flere stævner med en logisk transport række, og som kommer fra hele Skandinavien og Tyskland.
Fra Aarhus til Kielerwoche
Det ligger naturligt at starte op med deltagelse i Danish Big Boat Series, med Aarhus Big Boat Race i Egå inden den efterfølgende weekend, hvor der nu er BSC i Helsingør, og så fortsætte til Kieler Woche ugen efter. Stævnet ligger i pinsen, så der er mulighed for videre transport fra Egå pinse mandag.
Arrangørerne vil gerne informere sejlerne allerede nu inden årets sidste stævne i Danish Big Boat Series i Rungsted, således det er muligt at aftale og disponere allerede nu mens der stadig er liv i sejlsæsonen. Egå Sejlklub håber selvfølgelig at mange sejlere vil vælge at deltage i Egå-stævnet, der foreløbig er det fjerde storbådsstævne i Egå Sejlklub. Som altid vil det sportslige være i centrum, med gode baner og flest mulige sejladser, men også med gode forhold på land, socialt samvær og en god festmiddag lørdag aften.
Deltagelse under både ORCi og DH-reglen
Vi fortsætter succesen fra 2013 med at tilbyde sejlads under ORCi-reglen, hvilket betød at det var den eneste måleregel, der blev sejlet under i 2013. Vi vil dog ikke udelukke dem der ønsker at sejle under DH; der vil således blive tilbudt løb efter begge måleregler.
Vi fortsætter samarbejdet med bla. Dobbs Davis fra ORC og Boris Hepp fra Deutcher Segler-Verband (DSV), og selvfølgelig med Dansk Sejlunion. Det er håbet med ORCi-reglen, at få flere danske både til at deltage i internationale stævner, samt at få flere udenlandske deltagere tiltrukket til at deltage i de danske Big Boat stævner. Egå Sejlklub ser frem til fortsat at afvikle stævner i Danmark med ORCi, og at de øvrige Big Boat stævner vil gøre det samme.
Udtagelse til Royal Ocean Cup
Også i 2014 er Aarhus Big Boat Race første del af Danish Big Boat Series – og samtidig er stævnet første udtagelse til efterårets store internationale offshore stævne - Royal Ocean Cup - på Bornholm.
Vi forventer at have Notice of Race klar i løbet af februar, så hold øje med hjemmesiden www.aarhusbigboat.dk
Kilde: Pressemeddelelse, Aarhus Big Boat.