Løn til Sejlunionens formand - opgør med frivilligheden?
Dansk Sejlunions formand, Hans Natorp, får nu 16.000 kroner om måneden for sit arbejde. DS bruger i forvejen en tredjedel af budgettet på løn. Lorenzen: Natorps løn er et opgør med frivilligheden.
På et bestyrelsesmøde i Dansk Sejlunion, den 12. december, blev det vedtaget, at aflønne formand Hans Natorp med 16.000 kr om måneden.
Det er ikke en beløbets størrelse, men et opgør med frivillighedstanken, mener en kritisk Morten Lorenzen, kommentator på minbaad.dk.
Han stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor formanden skal have løn for sit arbejde, når der er blevet ansat en generalsekretær til at tage sig af det, og den gamle generalsekretær i øvrigt stadig er på sin pind.
- En lønnet formand var ikke meningen, det var ikke den præmis han blev valgt på, siger Morten Lorenzen.
Opgør med frivilligheden
- Det er et opgør med den måde vi har struktureret os på, med en kultur af frivillige, siger Morten Lorenzen.
- I det øvrige samfund spændes livremmen ind. Men Dansk Sejlunion har en tendens til at bare at hyre flere og flere, og desværre er outputtet ret pauvert.
Hvorfor man ikke hyrer flere projektansatte syntes Morten Lorenzen er ret underligt.
- Det meget lettere at målrette eventuelle projekter med projektansatte, fremfor at bruge fastansatte, hvis kompetancer måske ikke passer til opgaven, lyder det fra Morten Lorenzen, der tilføjer, at så er det også billigere.
Han påpeger, at aflønning af frivillige er en glidebane, der i sidste ende kan ende med, at mange flere i dansk sejlsport skal have løn for deres (i øvrigt) frivillige arbejde. F.eks. formænd, kasserere, kapsejladsledere m. fl.
17 fuldtidsansatte i 2011 – tyve i 2013?
I 2011 havde DS cirka 35 mio. kroner i indtægt, viser Dansk Sejlunions Årsrapport 2011, mens der samme år var 17 fuldtidsansatte og en på deltid med lønudgifter på i alt 8,9 mio. kroner.
Dertil kommer udgifter til projektansatte, trænere og specialister, står der i årsrapporten fra 2011.
I 2013 opruster sejlunionen med yderligere tre ansatte, formand Hans Natorp, generalsekretær Mads Kolte-Olsen og en kommunikationschef. Dan Ibsen er stadig ansat, og det er næppe troligt, at han går ned i løn.
Det vil sige en ekstra lønudgift på en lille halvanden million. Summa summarum går ca. en tredjedel af DS budget til lønninger.
- Det er i sidste ende generalforsamlingen der beslutter hvor tung en organisation DS skal være, siger Morten Lorenzen, der er lidt bange for, at generalforsamlingen ikke har tænkt hele frivillighedsbegrebet igennem, og ikke forstår de implikationer, det kan have for det fremtidige (frivillige) arbejde.
- Vi skal have diskussion om, hvad pengene skal gå til, og hvad vi får for vores penge, slutter Morten Lorenzen.
5,6 mio. kroner fra medlemmerne
Dansk Sejlunion har ca. 56.000 medlemmer, der hver betaler 100 kr i kontingent til DS. Det er 5,6 mio.
En lille sejlklub, hvor kontingentet måske er 500 kr, udløser 20% til Sejlunionen. En hurtig rundspørge, hvor vi spurgte om, hvad den enkelte får fra Dansk Sejlunion udløser et skuldertræk eller ”det ved jeg ikke”…