De er flinke de nordmænd - Louise på hospital

Erik Venøbo skriver til minbaad.dk

9. juli. Jeg har ofte været stærkt irriteret over store bådes fremfærd. Jeg har været temmelig irriteret over motorbåds-chauffører, som i deres uendelige visdom har taget deres uendeligt dårlige opdragelse med ud på vandet, ofte i en båd så stor, at man kun kan tage dens størrellse for fakta om, hvor meget kredit han lige nu har i banken.

Størrelsen er ikke lig med deres evner og viden om hvordan man beter sig på vandet, jo jo er man sur og lidt misundelig ah, neeej, men lad os tage det positive. Vi mødte broderfolkets gode side og deres vilje til at tage vare på andre i problemer. 

Syg Louise

Da vi sejlede fra Langesund efter den hårde tur blev Louise dårlig, faktisk så dårlig at hun fik kramper i maven og underlivet, og det var tydeligt at hun havde stærke smerter.

Vi havde ankret op for natten i en bugt, da det blev rigtigt slemt. Hun piver normalt ikke, så det var klart at noget skulle gøres. Ja, sejlsport og tur er dejligt, men det gør jo, at vi er uden for det moderne menneskes serviceverden og tryghed, det er i hvert fald lidt mere besværligt.

Vi hev ankeret op kl. 04 og begyndte at sejle mod den nærmeste store havn, som jeg havde kendskab til ville have en lægevagt. Valget faldt på Risør som vi ankom til kl. 11, og lagde os ind til den nærmeste kaj. Vi lagde os langskibs, det iriterede med samme nogle andre nordmænd som fortalte, at det må man ikke. Jeg kiggede på ham og jeg kunne se, at han forstod budskabet.

Havnefoged lagde hækanker ud

Mindre end et minut efter kommer havnefogeden sejlende i en rib på 7 meter og med en kæmpe motor. Jeg må sige, at nu gjorde jeg mig klar til at tale i et-for-hvemsomhelst meget klart sprog.

Jeg sad afventende, mens han langsomt nærmede sig, og jeg var bare klar, Skide nordmænd og alle deres store både. Han kom nærmere, ja ja, nu skulle det være, jeg rejste mig op og … Velkommen til Risør sagde manden sgu!! Han fortsatte med at være høflig, og fortalte mig, at vi på et tidspunkt nok skulle prøve at lægge båden med hækanker.

Jeg forklarede ham, at vi var kommet fordi vi skulle have en læge til Louise, og han kvitterede med at hurtigt skaffe os tlf. nr. og andre vitale oplysninger, som vi skulle bruge. Fandme om han ikke fortsatte den høflige fremfærd og trak vores hækanker ud for os og droppede det. Jo, jo, satme svært at skælde sådan en havnefoged ud.

Ambulance til Louise

Jeg ringede 113, og fik en meget behagelig fru Nordmand i røret, som på en meget høflig måde fik beroliget en lidt nervøs far om, at tingene havde man styr på i Norge, det var bare i orden og virkeligt godt, og til sidst fortæller hun mig at en ambulance var på vej for at hente os. Jeg forklarede hende at Louise da sad op ved siden af mig, men hun sagde på en pæn måde at sådan gør man her. Hold da op, tænkte jeg bare.

Ambulancen kom og kørte os til Arendal sygehus, en ret lang tur på 50 km tror jeg, og det tager sgu tid at køre i Norge. Vel ankommet, begyndte de med alle mulige undersøgelser.

Det var bare behagelige mennesker og en god atmosfære, ja, jeg blev faktisk så beroliget, at jeg faldt i søvn i stolen i venterummet.

Det kunne høres, forstår jeg, for Louise kunne liggende i undersøgelsen høre, at hendes far havde det godt og var i gang med at hvile sig temmelig højlydt. Sød datter, hun nævnte ikke senere, at hun følte det var lidt pinligt.

Efter adskillige timer og mange undersøgelser kom lægen en recept, og sagde at vi roligt kunne sejle videre, og vi i et par døgn skulle holde os i nærheden af Arendal og det har vi så gjort, flinke folk.

Lommesmerter

Da vi så stod og skulle ud af hospitalet, begyndte jeg jo lidt at tænke over, hvordan gør man her i Norge. Jeg ved jo, at i Danmark er hjemtransport ens eget problem, og hvordan kommer lige man fra Arendal til Risør? Sidste bus var kørt og næste mulighed var taxa …

Hmeee, her blev jeg sgu noget bekymret over hvad det kan koste i et land, hvor tre hotdogs i pølsevognen koster 105 kr. Nu var det mig der havde brug for lægehjælp, jeg havde meget kraftige kramper fra hjertet og helt ud i højre baglomme og begyndende feber.

Det næste der sker er, at der kommer en sygeplejerske og siger, at der kommer en taxa og henter os, for at køre os til Risør. Oh skræk og ve, er de så rige her, at det gør man bare på min regning?

Hun slutter af med at sige, at det er da på sygehusets regning! Hvor var hun bare en sød og smuk kvinde, jo jo, hun var bare dejlig, og jeg blev straks helt rask og smilende igen, jeg noterede mig at taxameteret viste tæt på 1400 kr for turen.

Vel om bord i båden igen kunne vi konstatere, at det de havde gjort ved Louise virkede. I dag har vi gået båden igennem, og været oppe i masten for at fikse vindexen. Nu er planen, at vi bevæger os sydpå mod Lindesnes, Norges sydligste punkt, og afventer situationen; om vi skal til Skotland, nordpå eller hjem.

VMI, Jens Villumsens meteorlogiske institut i Aarhus har forhåbentlig nyt til os, før vi damper af. Lige nu er der kuling og vi spiser barbecue i Risør.

Hilsner fra Erik og Louise i Lipstick

10. juli, kl. 22. SMS fra Erik og Louise: Villumsens meteorlogiske institut sagde at den var god nok. Vi har sluppet land og fortsætter vestpå. Lige nu 8 m/s og vi går 6,2 knob. Vi høres ved om 300 sømil.

11. juli. kl.06. Vi vendte om. Det blev 15 m/s og strømsø, og det blev for meget. Nu er vi trætte og lægger og til at sove, det blev en hård nat.

Vi hører mere fra Erik og Louise, når de får tid. God vind herfra!

Efter en tur på sygehuset er Louise frisk igen.