Tune up i kuling
Olympisk Sejlsport Øst havde i weekenden træningssamling i Skovshoved. Med vindstyrker på 14 m/s og derover blev der kun sejlet lørdag. Se fotos fra weekenden.
Hele weekenden stod i træningens tegn i Skovshoved, hvor Olympisk Sejlsport Øst havde stor træningssamling. Fredag aften blev ballet åbnet med gennemgang af de nye kapsejladsregler. Baneleder Jon Møgelhøj forklarede de – af og til subtile – små justeringer af reglerne.
Lørdag skulle der sejles, men det blev kun få både der tog på vandet. Vinden øgede hastigt, og ved middagstid var det regulær overlevelsessejlads. Flere sagde at de aldrig havde set så store bølger på Øresund.
Søndag blev alle sejladser opgivet på forhånd, og der blev uddelt præmier til de både der, trods blæsten fik sejlet lørdag. Resten af søndagen foregik i Dyrehaven med indlagte opgaver og team building.
Morgengymnastik før lørdagens prøvelser på vandet. Foto: Erik Christensen
Emil Landry hjælper Natasja S. Petersen med at rigge hobien til. Foto: Erik Christensen
Nyt ungdoms Hobie-team: Frederik Rask og Natasja S. Petersen. Foto: Erik Christensen
Flemming og Laila sejler i al slags vejr. Her måtte de sande, at det er ikke let at komme ud af Skovshoved havn i østenvind. Foto: Erik Christensen
Hov, hov. Kun 3 knob i havnen. Foto: Erik Christensen
Hård vind, røgvand og is på Skovshoved havn. Foto: Karin Bindseil