Skafte-Holm i St. Lucia: At sejle er at leve - hvis du tør

Hurra vi nåede Amerika helt og kun med småskrammer. Ankom klokken godt 10.00 den 11. december som cirka nummer 20 i ARC-sejladsen.

Når man er lidt nede sækken drejer det sig om at finde nogen man kan sige at dem var vi langt foran.

Her er det danske Essex Girl som dog består af boys. Hvis der havde været nogle piger ombord havde vi nok fået mere kamp til stregen!!

De røde bukser er nu på og vi er klar til at møde de vilde!  Røde bukser, og en lille fjer i hatten, var uniformen i går aftes.

Gran voksne sejlere fra nær og fjern går rundt og ser ud som om de har besejret verden og sig selv.

Michael Nobel og jeg styrede lige op på den lokale café Ole. Vi sad der ligeså stille og nød et par glas hvidvin og lidt skaldyr da to ældre mødre oprindeligt fra St. Lucia på det nydeligste engelsk spurgte til vores oplevelser.

De havde boet i England og gjort karriere og derefter flyttet hjem! De kom som sendt fra himlen og synes at vores beretninger om vores tur og fortællinger om Columbus var morsomme.

Vi fandt ved deres hjælp sjælen på st. Lucia og de fortalte os om hvordan livet former sig på Columbus gamle ø. Skønt at møde nye mennesker der gider høre på os.

Derefter afmønstrede vi Marie Sofie og flyttede Down town på lige det hotel vi havde drømt om. Lige overfor var der steelband garage og allerede ved 3 tiden var de så vind og skæve, at vi måtte have en drink på terrassen for at kunne høre det swinge. Kort efter havde vi selv gang i olietønderne.

Den megen ros vi fik skyldtes nok mere at vi hentede en ramme PITON - den lokale øl. Derefter var der stort anlagt party med musik og pindemadder for de der havde deltaget i ARC plus.

Altså dem der havde sejlet via Kap verde. Deltagerne i ARC'en har rigtig mange 68'ere på samvittigheden. 68'ere er den generation som systematisk satte sig på flæsket og tømte kasserne i den ideelle kom hinanden ved haleluja stil inden vi der kom efter kunne nå at reagere.

Hvis man regner lidt på det så er de elitepensionister nu, men dåbsattesterne er ved at køre til udløb.

Eneste måde man kan få has på den vestlige verdens supergenerstion.  Vi stod den halve nat i baren og hørte røverhistorier fra engelske pensionister som herovre lever det fede liv og går rundt ude på den kant hvor der stor nedstyrtningsfare!!

I morges mødte vi igen på Cafe Ole og blev mødt af den samme søde servitrice Jo Jo.

Hun ville lige høre om de gamle mænd fra Danmark havde hygget sig. Hun havde fra veninder hørt om vores steelband optræden og medvirken i den natlige song contest med sømandsviser fra da mor var dreng.

Hun havde også hørt at en af de engelske pensionister i løbet af aftenen fik sit andet bad.

Broen var lige smal nok til hans gangbredde. Nuvel et klap på kinden fra en af de lidt mørkere skønhedseksperts og han var kampklar igen.  Vi sidder nu og venter på flyet hjem og vi kan bare sige:

At sejle er at leve. Verden er fuld af uhæmmede oplevelsesmuligheder der kun er begrænset af hvad du selv tør, kan og vil - sejl - sejl - sejl.

Vi er klar til nye eventyr.

Sejlerhilsen

Philipp Skafte-Holm

Steelband på St. Lucia. Foto: Philipp Skafte-Holm.

Skafte-Holm og mandskab sejlede over Atlanten i en Hanse 630. En tur på 2.800 sømil.

De røde bukser kom på efter Atlanterhavet kom på Skovshoved-sejlerens CV.