Sådan tjekker du vesten
En oppustelig redningsvest skal tjekkes engang imellem. Få opskriften her på, hvordan du tjekker din oppustelige vest.
Find gerne brugsanvisningen til din redningsvest frem og/eller følg fremgangsmåden her:
· Læg den selvoppustelige redningsvest på et bord. Åbn redningsvesten i siden; den har enten en velcrolukning eller en lynlås. Læg mærke til hvordan den er foldet, så du kan folde den igen.
· Tag CO2-patronen ud, og tjek om der er hul i toppen af den – for så er tom og skal udskiftes. Læg patronen på en brevvægt. På selve patronen er der indhugget den oprindelige totalvægt (patron+CO2). Patronen må højst mangle på to gram.
· Tjek automatikudløseren. Enten er der en synlig tablet, den kan du tjekke med neglen. Hvis den er blød, skal den udskiftes. På nogle veste er der en udløserenhed med en dato – den har normalt en levetid på tre år, hvis den er for gammel, bør den skiftes.
· Tjek at den manuelle udløser er ført tilbage og at den lille grønne sikkerhedssplit er intakt.
· Blæs vesten op igennem mundstykket, og lad vesten ligge i 16 – 24 timer. Hvis trykket går af, er vesten utæt og skal kasseres. Hvis vesten holder trykket, lukkes luften ud gennem mundstykket.
· Skru nu en fuld eller ny CO2-patron i udløserenheden, og monter en automatik tablet /udløserenhed ligeledes i udløserenheden.
· Nu skal vesten pakkes igen – her er det vigtigt at følge den medfølgende brugsanvisning for, hvordan den skal foldes.
· Det anbefales at undersøge alle dine redningsveste ved hver sæsonstart,
Er du i tvivl om noget så spørg din forhandler eller indlever vesten til professionel service.
FAKTA: Valg af redningsvest
Fast vest eller oppustelig
En direkte sikkerhedsmæssig sammenligning mellem en fastvest og en oppustelig redningsvest afslører ingen klar vinder eller taber, men hver type har sine stærke og svage sider.
Den oppustelige vest anbefales først og fremmest til svømmekyndige. Det er for at undgå panikproblemer i sekunderne før vesten blæser automatisk op, eller i tilfælde af teknisk svigt.
Fordelene ved de oppustelige veste er dels, at man har nemmere ved at bruge en vest, man næsten ikke mærker at man har på og dels, at hovedet og luftvejene holdes højere og bedre fri af vandet, når man flyder i rygliggende stilling. Mange selvoppustelige veste har en ring til montering af livline
Omvendt er fordelene ved en fastvest, at den fordrer mindre vedligeholdelse og ikke kræver regelmæssige udgifter til serviceeftersyn eller ”genopladning”.
Kravet om skrappe farver er lidt anderledes for oppustelige veste, da alle kvalitetsveste har et ”overtræk” uden på den del, der pustes op. Dette overtræk kan være en hvilken som helst farve, da den blære, der blæses op og er synlig i en eftersøgningssituation, altid skal være orange og med reflekser.
Yderligere oplysninger kan findes på www.soesport.dk i pjecen ”Værd at vide om rednings og svømmeveste”