Bådudstilling i morgen i Dragør - alle pladser udsolgt
Den varme sommer har skabt fornyet optimisme fordi sejlerne har været aktive, mener udstillingschef Michael Floor og formanden for Danboat, Jan Hansen, som vi taler med.
I denne weekend er der Flydende Bådmesesse 2013 i Dragørs gamle havn på fredag fra klokken 12 til 18.
Lørdag og søndag er der åbent fra klokken 10 til 18. Der er gratis indgang. Der udstilles over 35 nye både. Største sejlbåd bliver en Beneteau 48.
Store Princess-motorbåde vil man også kunne se. På land bliver der mange stande med udstyr og rådgivning fra branchen. Udstillingschef Michael Floor fra Floor Marine, der selv udstiller ni både, er optimistisk om at udstille i Dragør.
- Det er et hyggeligt sted, hvor by og havn ligger op ad hinanden. Vi forventer at sejlerne igen køber flere både, det har vi fornemmet her efter sommerferien. Om den øget travlhed skyldes det gode vejr eller større forbrugeroptimisme ved jeg ikke, men det virker som om at folk nu vil videre med deres bådkøb, siger Michael Floor.
Han håber på, at der kommer 7.500 besøgende, som der gjorde i Egå havn sidste år.
Aktive sejlere køber nyt
Jan Hansen, formand for Danboat, bådbranchens organisation, udstiller også selv med Quantum Sails og han mener bestemt, at der er noget at komme efter.
- Der er jo udsolgt på land og i vand og sejlerne vil kunne se forskellige ting. Og ingen bliver snydt for der er gratis indgang. Og vi har også haft travlt efter sommeren, for der har været en god sommer med masser af vind. Ingen køber jo noget til en båd, hvis de ikke bruger den og bådene er virkelig blevet brugt, så vi fornemmer en god optimisme igen, siger Jan Hansen til minbaad.dk.
Godt udstilling kommer til Sjælland
Og der er gode argumenter for at tage til Dragør.
- Det er jo en hyggelig by i sig selv og jeg er sikker på, at der nok skal være nogle gode slagtilbud på både og udstyr, siger Jan Hansen, der i øvrigt mener at det er godt, at den flydende udstilling skifter mellem Sjælland og Jylland.
- Det er godt at det ikke er i Egå i år, men Dragør, mener formanden.