Hobie Cat 16: EM på Sardinien med forhindringer
Bjørnholt-brødrene klarede sig godt til EM for Hobie Cat 16 i Cagliari på Sardinien. Læs Daniel Bjørnholts beretning om turen og sejladserne.
Daniel Bjørnholt skriver:
Natten til søndag den 6. oktober fik vi spændt vores tre båds-tunge læs bagved den voldsomt fine Skoda Superb, som Trine (Bentzen. red.) havde fået af Care point Virum. I to dage op til afgang, havde vi gået og pakket for at få plads til alting i traileren, og for at opnå mindst mulig vindmodstand. På mest kreative vis endte det med at lykkes, og vi var klar til to dages transport, hvor vi blev stoppet ikke mindre end to gange af politiet…
Efter en lang og kold færgetur fra Genova ankom vi til Sardinien, og som vi bevægede os syd på blev vejret hurtigt bedre og bedre. Da vi efter lidt forvirring fandt klubben, var det 26 grader, og der var meget langt til regn og dansk efterår.
Må vi komme ind?
Vi blev ikke just budt glædelig velkommen som de første deltagere, og de næste par dage var heller ikke så lette. Det startede med, at vi havde sat os i skyggen indenfor klubbens område, hvorefter der kommer nogen og spørge, hvad vi lavede der, for det var privat område? Vi fik lov til at blive, efter at have sagt de magiske ord ”Hobie cat”. Derefter fulgte en lang diskussion om, hvor bådene og vores telt skulle ligge.
I takt med at flere deltagere dukkede op blev servicen bedre og bedre, vi endte faktisk med at have strøm det meste af tiden på vores noget trængte båd/telt parkeringsplads.
Nu til det sportslige
Vi var på vandet et par dage før, og fik både testet den svage vind fra land og fra vand, samt den stærke søbrise sidst på dagen. Alt i alt følte vi os godt klar, da vi begyndte i ungdomsklassen.
Da sejladserne gik i gang, var det også tydeligt, at det var os, der havde bedst styr på forholdene og ellers taktikken rundt på banen. Vi endte med kun at få to sejladser i god vind, hvor vi ikke kun taktisk, men også på farten rigtig kunne overtrumfe italienerne.
Vinden blev som sagt ikke, så vi måtte dag efter dag sejle nervepirrende tætte sejladser, hvor hele feltet var trykket sammen på et par hundrede meter. Der var selvsagt ikke langt fra en anden til en syvende, hvilket både vi, Trine og Nicolaj fik at mærke.
1. og 2. pladser i Youth-klassen
Ikke desto mindre endte vi danskere med at vinde samtlige sejladser, hvilket ikke kan være helt tilfredsstillende for de mange italienere. Som det nok er kommet frem, vandt Trine (Bentzen) og Nicolaj (Bjørnholt) en smal sejr med et point over Sofie (Slotsgaard) og jeg, mens et italiensk team satte sig på den sidste plads på podiet.
Benjamin (Böhme) og Martin (Schwensen) fik gennem stævnet kæmpet sig op på en ottende plads, mens den næsten danske båd med Ric (Nitsch) og Merle (Siebrecht) måtte dale ned på en niende fra en sjette.
Andre danskere var også i aktion, mens ungdomssejladserne stod på. Flemse (Flemming Nilsson) og Laila (Frölich) i Spi cup, der dog havde det lidt svært med den lette vind. Også i Masters var der dette år dansk deltagelse, debutanterne Michala (Brincker) og Yoanna (Cholewa) fik trods besvær med båden en flot 22. plads i et hårdt master felt.
Mor sejlede med
Sidste gang hun sejlede Hobie, med en anden end mig, brækkede hun benet, og det var endda også til et EM. Aligevel sagde hun ja til at sejle med Ralf (Merle Siebrechts far), og selvom de ikke gjorde det så godt i Masters, fik de en meget flot 15 plads i qualifierserien.
Mistral!
Da vi begyndte guldfeltet, begyndte mistralen og den tog til! Vi ventede lidt på land, men så kom vi ud, blev startet og så blev det ellers vildere. På sidste lænser lige inden mål og efter et par kæntringer, måtte jeg erkende overfor Sofie, at båden meget vel ville komme til at bomme, hvis det blev tilfældet, skulle hun bare dukke sig.
Kæntring
100 meter før mål skete det forudsete så, vi blev begge kastet i vandet på gammel luv side, men heldigvis havde vi begge fat i et skøde, for båden stoppede ikke, den fortsatte med masten i vandskorpen og os bagved. Vi blev enige om at det måtte være en gyldig måde at gå i mål på, men da vi passerede det vi troede, der var mål, så vi bare det blåhvide flag på dommerbåden.
På land blæste det så meget at vi måtte lægge teltet ned til vinden havde lagt sig lidt.
Dagen efter var vinden stærk men god, og vi fik 5 fantastiske sejladser (SE VIDEOERNE!!). Resten af stævnet var der så igen let vind, og vi fik på skift lavet et par gode placeringer til nationen. Det mest opløftende var dog Trine og Nicolajs sidste dag, der bragte dem op på en samlet niende. Desværre måtte Sofie og jeg dumpe ned fra en stabil tiende til en fjortende på grund af en ret middelmådig sidste dag.
Mange tog hjem allerede samme dag stævnet sluttede, men vi blev en ekstra dag, nød varmen og festede med de andre tilbageværende udenfor klubben på den højthellige græsplæne.
Stævnet blev for anden gang vundet af franskmanden Orion Martin med gasten Charlotte Hillard.
Næste stop Australien og flere fede stævner
Sejlerhilsner fra Daniel Bjørnholt
De danske placeringer til EM for Hobie Cat 16 2013
Youth:
1. Trine BENTZEN, Nicolaj BJORNHOLT
2. Daniel BJORNHOLT, Sofie SLOTSGAARD
8. Benjamin BOHME, Martin SCHWENSEN
EM Open
9. Trine BENTZEN, Nicolaj BJORNHOLT
14. Daniel BJORNHOLT, Sofie SLOTSGAARD
34. Benjamin BOHME, Martin SCHWENSEN
47. Flemming NILSSON, Laila FROHLICH
59. Michala BRINCKER, Yoanna CHOLEVA
Se resultater fra alle klasserne her.
Trine Bentzen og Nicolaj Bjørnholt i fin stil til EM. Foto: EHCA