Viltoft og Kronprinsen til Nations Cup i Middelfart
Middelfart er klar til ISAF Nations Cup 2013 Grand Final, og HKH Kronprins Frederik lægger vejen forbi Middelfart. Det første danske hold med Rasmus Viltoft er kvalificeret til stævnet.
Når Middelfart til august 2013 lægger vand til nationskonkurrence i match race, bliver det med besøg af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik.
- Vi er utrolig glade for, at Kronprins Frederik har givet tilsagn om at komme til ISAF Nations Cup 2013 Grand Final. Med Kronprinsens store kendskab til sejlsport er det en stor gevinst for stævnet, at han kommer, siger Søren Laugesen, event manager i Match Racing Denmark, som står bag stævnet i Lillebælt.
Rasmus Viltoft er med
Endnu er det for tidligt at sige, hvem der vinder ISAF Nations Cup 2013 Grand Final i Middelfart og dermed bliver verdensmester i samarbejde. Men i weekenden blev det første danske hold udtaget.
Det blev Rasmus Viltoft fra Kongelig Dansk Yachtklub i Skovshoved. Han ligger nummer 27 på ISAFs liste over verdens bedste match race sejlere.
- At vi skal sejle Grand Final i Danmark giver mig blod på tanden. Jeg har aldrig deltaget i et nations cup. Stævnet er et landemærke indenfor sejlsport, og det glæder jeg mig til at opleve. Det er et drømme setup at kunne sejle et stævne, som har så stor international betydning på dansk grund, lyder det fra Rasmus Viltoft.
ISAF Nations Cup 2013 Grand Final bliver sejlet ud for Middelfart Marina 6.-10. august 2013. Her skal nogle af verdens bedste sejlere dyste om at vinde titlen som verdens bedste matchrace landshold. 16 herrehold og 16 damehold vil sejle på to baner i Lillebælt helt tæt på kysten, hvor det er muligt at få et nært indblik i sejladserne.
Du kan læse mere på ISAF Nations Cup 2013 Grand Final hjemmeside.