Kendt SF-borgmester følger Claus Høj Jensen
Verdensmesteren i H-båd havde støtte ved både DM og VM af Lejre-borgmester Mette Touborg fra SF. Hun mødte også op til vinder-reception i denne uge hos Høj Jensen Sails i Ølstykke.
42-årige Claus Høj Jensen er efter minbaad.dks vurdering blandt landets allerbedste kølbåds-sejlere, inklusiv OL- og America's Cup-sejlere.
Jonas Warrer, Jesper Bank, Jes Gram-Hansen, Jesper Radich mød bare op til en duel, så finder I ud af jeg har ret.
Sejlmageren vinder og vinder nemlig VM i H-båd, Drage og Yngling, der godt nok ikke er olympiske klasser, men der er mange erfarne med i disse bådklasser.
Og når der er Mestrenes Mestre i Skovsvhoved hvert år, holder han nærmest legestue med modstanderne, ikke mindst når han tager sin kollega Bo Selko med om bord.
Jeg har kendt Claus Høj Jensen i adskillige år og han er utroligt fokuseret når det gælder. Han får ikke gummiarm.
SFer heppede med i Faaborg og Thisted
I år havde han særlig støtte af den magtfulde SFer Mette Touborg, der er medlem af SFs hovedbestyrelse og borgmester i Lejre Kommune.
Claus Høj Jensen har nu ikke talt politik med hende, og så vidt vi ved deler han ikke samme politiske opfattelse som 38-årige Mette Touborg.
- Hun fulgte os til DM i Faaborg i to sejladser og så sagde jeg til hende, at så måtte hun jo også gøre det til VM i Thisted fordi det gik så godt til DM, så det gjorde borgmesteren, siger Claus Høj Jensen til minbaad.dk.
En konservativ sejler
Claus Høj Jensen roser sit mandskab, Frederik Dahl Hansen og Karl Kristensen som virkelig gerne vil vinde. Og om årsagen til at VM kom i hus for 3. gang i H-båden, siger han:
- Vi vinder fordi vi er stabile. Jeg er en konservativ sejler, og da vi sejlede på Thisted Breding var det bare med at være på midten af banen, så man ikke blev låst. Vi fandt nogle gode rytmer og sejlede kompas-sejlads. Gasterne har så meget styr på båden, så jeg også har tid til at orientere mig på banen.
Om VM i Thisted, lyder det meget rosende.
- Det var et unikt VM, vi blev forkælet for start til slut og det var flot med live-streaming og kommentator på land.